Cand.scient. i human ernæring Peer Brændgaard kritiserer de herskende modsætninger indenfor sundhed og ernæring – og viser en tredje vej til ægte sundhed.
Sundhed og ernæring er et fagområde, der lider af perfektionisme. Det forstærker modsætningen til ‘alt’, som er at gøre ‘intet’. Resultatet er stigende polarisering og ulighed i sundhed.
Alt- eller intet-tænkningen ses også indenfor madlavning og motionsdyrkelse, hvor rigide dogmer forhindrer realistiske ændringer. Også indenfor kosttilskud er der store modsætninger mellem myndighedernes opfattelser og alternative sundhedseksperters anbefalinger.
Det virker i det hele taget som om, at alle har en fix idé om, hvad sundhed er, mens ingen ser de mange forskellige brikker, der faktisk udgør hele sundhedens puslespil.
Med afsæt i disse modsætninger giver Peer Brændgaard et tredje perspektiv. Det omfatter et nyt koncept for Holistisk Sundhed, der reelt kommer hele vejen rundt om, hvad sundhed faktisk er. Det tredje perspektiv omfatter også et mere nuanceret perspektiv på motion, kosttilskud, motivation og vaneændring.
Foredraget giver gode råd til mere optimal og realistisk sundhed og ernæring i hverdagen. Brændgaards tilgang fokuserer på ændringer i kost og levevis, der både er gavnlige for sundheden og samtidig overkommelige, realistiske og bæredygtige. Budskabet er, at man kan være sund på mange forskellige måder, så det gælder om at finde den måde, der passer bedst til den enkelte – og lade være med at overdrive kravene, så man bliver stresset i stedet for sund.
Brændgaard har 30 års professionel erfaring som sundheds- og ernæringsvejleder, og han har oplevet flere modebølger og sundhedstendenser.
Foredraget er både til dig, der er personligt interesseret og til dig, der er fagligt interesseret i sundhed og ernæring.
Du vil gå hjem med ny viden og inspiration til, hvad sundhed også kan være, især for mennesker der i forvejen er belastet på den ene eller den anden måde.
Brændgaard debuterede som forfatter i 2000 med ‘Spis som du vil’, der satte fokus på myter og frihed indenfor kost og ernæring.