Nogle gange bliver jeg meget nedtrykt over coronasituationen og mine medmenneskers respons på den. Jeg befinder mig f.eks. lige nu i en akut coronadepression. Jeg tror, at vejen ud går igennem.
Jeg er deprimeret over, at det altid er de samme alt for få mennesker, der møder op til de fredelige demonstrationer. Uanset hvor meget jeg elsker jer, så er I alt for få.
Jeg er deprimeret over, at de mørke magtmennesker strammer grebet om vores frihed med flere og flere love og bekendtgørelser, der til sidst gør det voldsomt strafbart at ytre blot den mindste lille bitte fornuftige kritik af uretfærdighed i systemet.
Jeg er deprimeret over, at der er så få mennesker i Danmark, der besidder den fundamentale evne til selvstændig kritisk tænkning. Jeg er deprimeret over, at mange af de få, der KAN tænke klart, ikke har modet til at HANDLE på deres viden og holdning.
Jeg er deprimeret, hver gang jeg har taget metroen og været omgivet af hjernedøde får, der gemmer sig bag masker og mundkurve i frygt og dumskab. De levende døde zombier gør mig trist, bange og ensom.
Jeg er deprimeret over, at jeg mister respekten for mine medmennesker, når de vælger den falske, idiotiske tryghed i stedet for den ægte, usikre frihed. Jeg kan simpelthen ikke holde den dumhed ud, selvom jeg ved, at det ikke er dumhed i klassisk forstand, men det er sådan, jeg føler det.
Jeg er deprimeret over regeringen, folketinget, politiet, Sundhedsstyrelsen og dem, der engang var mine sundhedsfaglige kollegaer og venner. Hvordan kan I dog tillade dette at ske? Hvordan kan I medvirke så aktivt til det? Hvordan kan I undgå at se, at corona er et stort bedrag, der slet ikke handler om at sikre folkesundheden, men udelukkende handler om at smadre folkefriheden? Hvordan kan I undgå at gå i opløsning af skam? Har Ånden helt forladt jer?
Jeg kan ikke holde ud at være omgivet af åndsforladte idioter. Det fik jeg rigeligt af som barn, så jeg er måske blevet lidt oversensitiv nu som voksen opdagelsesrejsende i Mørkeland. Jeg kan ikke holde ud at være vidne til, at de kloge igen narrer de mindre kloge, at de rige igen narrer de fattige, og at jeg føler mig fuldstændig magtesløs mod den sataniske overmagt, der igen er alt for stor for lille mig.
Jeg fylder 50 år den 14. maj. Jeg vil gå gennem Mørket indtil da. Derefter vil jeg slippe den umulige kamp mod Mørket, Sygdommen og Løgnen og fokusere på den mulige fremme af Lys, Sundhed & Sandhed. Det bliver en dejlig tid fra den 14., men nu vil jeg de næste tre uger fortsætte min rejse til de sidste mørke afkroge i Mørkeland.
Jeg er ikke bange for min coronadepression, da jeg kender årsagen. Jeg skal bare lære at slippe den kamp, der er umulig at vinde og refokusere min energi. Og så må jeg simpelthen holde op med at færdes steder, hvor jeg er den eneste, der ikke bruger mundbind – selvom antidepressiv medicin er forholdsvis billig nu om stunder.