Tidligere konspirationsteoretiker Thomas Boye Kallestrup tror ikke på, at jeg har fået politiet på nakken som følge af mit arbejde som systemkritisk folkeoplyser.
På min facebookprofil delte jeg i går dette billede:
Med denne følgetekst:
Thomas Boye Kallestrup udgav senere, ligeledes på Facebook, denne kritik af mit opslag og foto:
I kommentarsporet fremgår det, at Thomas Boye Kallestrup simpelthen ikke gider kontakte mig på den måde, som jeg kan kontaktes for at få svar på spørgsmål eller debattere med mig:
Dernæst går kommentatorerne i selvsving omkring, hvor frygteligt besværligt det er at skulle oprette en brugerkonto med adgangskode på en hjemmeside. Det brokker de sig over på en anden hjemmeside (Facebook), hvor de også har skullet oprette en brugerkonto med en adgangskode.
Kommentatorerne brokker sig også over, at der er reklamer på min hjemmeside. Det brokker de sig på en anden hjemmeside (Facebook), hvor der også er reklamer og tilmed systematisk overvågning og salg af brugeroplysninger.
I modsætning til Facebook så slipper man på Via Brændgaard fuldstændig for de irriterende popop-reklamer, når man har oprettet en gratis Via Brændgaard-profil. OPRET NU
Ulovlige ord om ulovlig video
Nå, men tilbage til spørgsmålet om retsgrundlaget for Københavns Politis ransagning og konfiskation af mit IT-udstyr. Jeg ved ikke, om jeg stadigvæk har en kopi af retskendelsen et sted. Sagen handlede om, at jeg havde skrevet en serie indlæg om Christchurch-terrorangrebet i New Zeland, og i den forbindelse var jeg kommet i besiddelse af en video, som gerningsmanden angiveligt havde optaget under angrebet på en moské. Videoen blev streamet offentligt. Jeg kombinerede information fra militæreksperter om, at der sandsynligvis blev brugt løst krudt og skuespillere i videoen med nyheden om, at det var ulovligt at dele videoen. Det var et problem, da det dermed blev umuligt for offentligheden at validere en officiel fortælling om en terrorbegivenhed. Jeg havde samtidig indhentet efterretninger om, at gerningsmanden var forbundet med Israel. Derigennem udviklede jeg en alternativ hypotese om hele den sag.
Grundlaget for retskendelsen var således en mistanke om, at jeg havde delt den ulovlige video. Politiet standsede efterforskningen, da de efter mange måneders forsøg på at finde kriminelt materiale på min PC, iPad og iPhone konkluderede, at jeg havde delt videoen et par gange, men det var tilsyneladende ikke i et omfang og/eller ikke i kombination med ulovlige ord, at de ville sigte mig for det. Jeg tænker, at ulovlige ord ville have været ord, der hyldede terrorangrebet. Jeg forholdt mig militæranalytisk til videoen ud fra en teori om, at det var endnu et zionistisk terrorangreb med bedrag for at opnå politiske mål, herunder et mål om at skabe frygt for at analysere og debattere den type hændelser i befolkningen og blandt journalister. Under dække af falsk hensyntagen til ofrene kan man forhindre ægte undersøgelse af hændelsens faktuelle forhold. Og dermed vil man kunne slippe afsted med hvad som helst, da ingen uafhængigt må efterforske noget som helst alene som følge af påstande om ofre, som bliver krænket af efterforskningen. På en måde bekræftede politiets voldsomme reaktion min hypotese.
Solstrålehistorien om Thomas Boye Kallestrup
Thomas Boye Kallestrup var tidligere på måneden hovedpersonen i en artikel på TjekDet med overskriften: Fra blind tro til kritisk sans: I 11 år fyldte konspirationsteorier hele hans verden. Hovedpointen i TjekDet-artiklen er dette første punkt i sammendraget:
“I 11 år var Thomas Boye Kallestrup dybt engageret i konspirationsteorier. Han var overbevist om, at terrorangrebet den 11. september 2001 var bestilt af staten, og at staten i øvrigt var korrupt og ondsindet”
Vi kan i øvrigt læse, at Thomas Boye Kallestrup i sin “karriere” som konspirationsteoretiker var faldet i den store fælde om QAnon. Formålet med den udokumenterede konspirationsteori er efter min mening at få mere veldokumenterede konspirationsteorier, f.eks. om 9/11 i USA, demokrati i Danmark og kritik af coronavaccinerne, til at fremstå som lige så tossede.
Det virker til, at Thomas Boye Kallestrup er faldet pladask i den fælde, og i hans viklen sig ud af det vanvittige QAnon-miljø er han gået fra én form for enten/eller-tænkning (alle konspirationsteorier er sande) til en anden form for enten/eller-tænkning (alle konspirationsteorier er falske). Nu kan han så optræde for magtsystemet som solstrålehistorie og rollemodel for andre konspirationsteoretikere, der vil vikle sig ud af knuden af bedrag. Det, de ikke ser, at udvikling af af én knude af bedrag samtidig er indvikling i en anden knude af en anden type bedrag. Ét sæt af falske overbevisninger erstatter et andet sæt af falske overbevisninger.
Det er i hvert fald sådan, jeg opfatter hans udvikling. Det virker ikke til, at han er nået frem til reel kritisk tænkning, der omfatter, at man forholder sig kritisk til både hoved- og modstrømmen, dvs. både de dominerende og de alternative fortællinger.
Med hensyn til om jeg iscenesætter mig selv som en martyr, så konstaterer jeg blot nogle af de konsekvenser, det har haft for mig at foretage magtkritiske ytringer og praktisere politisk sundhed som en del af holistisk sundhed. Og jeg har i denne forbindelse ikke engang nævnt det store zionistiske karaktermord i form af den falske voldtægtsanmeldelse, jeg blev ramt af fra en datter til et højtstående medlem af den zionistisk-judaistiske sekt Chabad Lubavitch tilbage i 2018-19. Det siger også en del, af Københavns Politi har nægtet at mødes med mig, da jeg har ønsket at fremlægge mine argumenter og beviser for, at kvinden var en zionistisk honningfælde sendt i byen for at ødelægge mit navn via en MeToo-sag.
Det kommunikations- eller krigsstrategiske formål har været at ødelægge min troværdighed i den brede offentlighed. Deres mission lykkedes. Konsekvensen er, at jeg nu kan ytre mig nogenlunde frit uden at nogen andre vil eller tør bringe mine ytringer videre i de store kanaler. Man udnytter her en af “hemmelighederne” i kommunikation: Hvis du ikke kan kontrollere afsenderen, så kan du sikre, at afsenderens budskab aldrig når frem til modtageren. Det kræver en eller flere operationer, der ødelægger afsenderens troværdighed hos modtagerne og medierne.
Jeg er ikke martyr. Jeg er bare blevet klogere på, hvordan moderne krig udøves, og jeg glæder mig over, at det kun er min karakter og ikke min krop, der blev myrdet.
Relateret: