Jeg har nørdet videre i jødernes historie. I dette indlæg graver jeg ned i selve begrebet ‘jøde’ og dets historiske oprindelse.
Begrebet jøde stammer fra latinske judaeus og det græske Ioudaios med det hebræiske Yĕhūdhī som rod.
Begrebet Yĕhūdhī stammer fra den hebræiske bibel, hvor det betyder en efterkommer af Yehudhah (Juda), der var Jakobs fjerde søn. I følge den hebræiske bibel udgjorde efterkommerne af Juda og hans halvbror Benjamin Kongeriget Juda, mens efterkommerne af Jakobs øvrige 10 sønner udgjorde Kongeriget Israel mod nord.
En jøde var således oprindeligt enten en person fra Judas slægt eller fra det efterfølgende Kongeriget Juda.
Efter den assyriske erobring af Kongeriget Israel i år 721 f.Kr. blev de øvrige 10 israelit-stammer gradvist assimileret i andre folkeslag.
Ved afslutningen af det babylonske eksil i år 538 f.Kr. var det kun tidligere beboere i Kongeriget Juda, der havde bevaret deres særlige identitet. Derfor blev betegnelsen Yĕhūdhī (jøde) derfra anvendt om alle følgere af judaisme.
Det er i den historie værd at bemærke to ting: Guds udvalgte folk (israelitterne, hvis man tror på det) blev hovedsageligt spredt i forskellige folkeslag, der ikke identificerer sig som jøder. Israelitterne blev først til jøder efter babylonsk påvirkning. Der er god grund til at tro, at dem, der overlevede det babylonske eksil, gjorde det ved at tilpasse sig og adoptere babylonske skikke i et eller andet omfang.
Det kan sættes matematisk op på denne måde:
Jøder = Israelitter * 2/12 + Babylon
De 2/12 skyldes, at jøderne kun udgør efterkommerne af 2 ud af de i alt 12 oprindelige israelit-stammer.
Det betyder dog ikke, at judaismen var færdigformet i år 538 f.Kr. Vi skal frem til 500-tallet før de sidste religiøse tekster i judaismen blev samlet i form af Talmud.
Kilde: Britannica m.fl.
Relateret: