Kender du det, at du godt kunne tænke dig at starte et andet sted end der, hvor du er?
Jeg kender det i hvert fald fra mig selv.
I mit liv har jeg ofte ønsket at være et andet sted, end jeg faktisk var.
Ønsket har nogle gange været så stort, at det har været som om, at jeg faktisk var et andet sted.
Det gode ved det ønske har været, at jeg så har sluppet for at huske og mærke, hvor dårligt jeg faktisk havde det, og hvor kompliceret livet faktisk var, i hvert fald for mig.
Det var en flugt fra traumer og kaos.
Lidt efter lidt har jeg lært, at der ikke er nogen vej uden om at være, hvor jeg er. Selvom jeg flygter, så er jeg der stadigvæk.
Livet er som at bo på en gård, der brænder uden nogen smart flugtvej væk fra eller uden om flammerne. Livet brænder og efterlader ar.
Det nytter ikke noget at drømme om styrtende regnvejr, når man står i et flammehav.
Dem, der siger, at hvis man kan drømme det, så kan man gøre det, de lyver. Livet er ikke en amerikansk drøm. Livet er et mareridt i Mørke med små glimt af Lys.
Når jeg starter, hvor jeg er, mærker smerten og forvirringen, som den er, så kan jeg begynde at bevæge mig, væk fra det onde, hen til det gode, med små, bevidste skridt. Langsomt på vej.
Det uoverskuelige bliver overskueligt, når jeg tager ét lille skridt ad gangen.
Flammerne i gården bliver mindre. Døre åbner sig. Udveje viser sig.
Jeg kan gå ud, vel vidende at når jeg går ud af noget, så går jeg ind i noget andet.
Altid på vej. Lige der, hvor jeg er.
Målet bliver vejen.
Vejen bliver målet.
Starten bliver slutningen.
Slutningen bliver begyndelsen på alt.
Relateret:
