Fodbold og bedraget om de to hold

Professionel fodbold er et glimrende eksempel på et moderne magtsystem, der samtidig er en metafor for magtspillet mere generelt.

I en fodboldkamp kæmper Hold A og Hold B som bekendt om bolden.

Kampen foregår indenfor et sæt af regler, som begge hold er enige om. Det er op til dommeren at dømme, hvis en spiller på et holder overtræder reglerne og beslutte en passende straf.

På den måde lærer vi, at der altid kun er to hold, der kæmper mod hinanden. Og der er altid kun én bold. Ingen undrer sig over, hvorfor der ikke også er et tredje hold, ligesom heller ingen undrer sig over, hvad man kunne gøre i stedet for, hvis man nu opdagede, at det måske ikke er så vigtigt at få sparket den bold i modstanderens mål.

Vi lærer via fodbold, at der er en masse her i livet, der bare er sådan, og det skal vi ikke sætte spørgsmålstegn ved. Vi skal acceptere reglerne, mens vi nyder fællesskabet og beruselsens med de andre i den stamme, der holder med det samme hold. For det føles godt at være en del af et fællesskab og få afløb for noget kampgejst. Det er fedt at være fodboldfan og heppe sammen med andre.

Det er ikke kun de to holds fans, det er også de neutrale tilskuere, der bliver optaget af kampen, som alle er enige om er vigtig og underholdende, selvom den hverken er det ene eller det andet sådan rigtigt. Alligevel betaler tilskuere i dyre domme for billetter, der altid giver dårlig udsigt, og hvor man aldrig bliver mere end netop det: tilskuer.

Der er penge i bolden, hvilket ejerne af de to hold nyder godt af. Men dem, der får mest ud af det, er dem, der har skabt selve systemet af fodbold, selve opfattelsen af at fodbold er en vigtig sport, der samler folk. Dem, der har skabt systemet, er samtidig dem, der ejer både Hold A og Hold B. Om ikke økonomisk, så systemisk. De er derfor sikre på at vinde, uanset hvilket af deres hold, der vinder.

Den virkelige sejr består dog i at få alle tilskuere, fans og ejere til at tro, at fodboldkampene er så vigtige, at man skal bruge så meget tid, energi, opmærksomhed og økonomi på kampene, at der ikke er mere at give til andre kampe. Dermed tjener systemskaberne penge på at distrahere folk væk fra de kampe, der virkeligt er vigtige. Man opdager f.eks. aldrig ‘Hold C’ (det tredje, kritiske perspektiv), og man indser aldrig, at kampen om en bold er ganske ligegyldig sammenlignet med næsten enhver anden kamp. Dermed bliver energien brugt og spildt på en måde, som de forførte selv betaler for.

Når to stridende hold er kontrolleret af det samme system, så er systemet altid sikker på at vinde. Det er samme strategi, der driver hovedstrømmen af politik og journalistik. Der er altid kun to hold. Der er aldrig et tredje hold. Der er aldrig et tredje perspektiv, der forholder sig kritisk til selve kampen mellem de to stridende hold, for hvis der var et tredje perspektiv, så ville systemet kollapse, da dets fundamentet er bedraget om de to hold.

Det er bl.a. derfor, at sport fylder så meget i nyhedsstrømmen selv hos “seriøse” nyhedsmedier i hovedstrømmen. Når sportsnyheder, der per definition er uvigtige, bliver blandet ind i mixet af nyheder om f.eks. krig og uretfærdighed, så lærer nyhedsforbrugerne, at intet er rigtigt vigtigt, og man kan under alle omstændigheder ikke gøre andet end at se på, heppe på sit hold og købe et halstørklæde eller en klaphat, hvis man virkelig vil kæmpe for sit hold eller land.

Relateret: