Sandheden om 9/11 er, at nogen med meget stor magt og indflydelse ville meget hurtigt og meget insisterende have os til at tro på én bestemt fortælling.
De ville have os til at tro, at det var islamister, der gjorde det.
De ville have os til at tro, islamisterne gjorde det, fordi de hader vores frihed.
De ville have os til at tro, at islamisterne kunne finde på at gøre det igen.
De ville have os til at tro, at vi derfor bliver nødt til at starte en global krig mod terror.
Alene tempoet hvorved den opfattelse blev fasttømret globalt tyder på, at nogen har haft en særlig interesse i at udbrede troen på én fortælling. Ved at se på hvem der hurtigst tonede frem i medierne med den fortælling, kan vi få et indtryk af, hvilke magtfulde aktører der pressede på.
Det betød i første omgang krig mod Afghanistan, selvom der ikke var beviser for, at Afghanistan stod bag 9/11.
Dernæst betød det krig mod Irak, selvom Irak heller ikke havde stået bag 9/11, og selvom Irak ikke havde de masseødelæggelsesvåben, som USA’s efterretningstjenester ellers var helt sikre på, at de havde.
De ville også have os til at tro, at vi kun kunne beskytte vores frihed ved at give afkald på den i form af diverse terrorparagraffer og indførelse af meget mere overvågning. Det prøver de stadigvæk på under ‘1984’-mottoet ‘Overvågning er frihed’ i form af PET-loven.
Det får mig til at fremføre dette forslag: Der bør være en instans, hvor man kan sagsøge magtfulde narrativer såsom fortællingen om, at det var islamister, der på egen hånd stod bag 9/11. I en sådan ret skal der fremlægges beviser for og imod fortællingen, og et neutralt dommerpanel skal vurdere, om bevisgrundlaget er tilstrækkeligt, eller om vi er blevet holdt for nar.
Relateret:
Discover more from Via Brændgaard
Subscribe to get the latest posts sent to your email.