Hvis vi fjerner alt det overnaturlige i kristendommen, så er “Jesus” fortællingen om en idealistisk mand, der blev straffet for at tale offentligt for næstekærlighed og social retfærdighed.
Det er den tidløse fortælling om, hvad der sker, når en modig mand går imod de religiøse magthavere og fortæller dem og folket, at de religiøse magthavere ikke er noget særligt og slet ikke har ret til at have den magt over folk.
Vi lærer, at de religiøse magthavere lokker de politiske magthavere til at dømme den kritiske folkeoplyser til udstødelse, ydmygelse og død – til skræk og advarsel til andre der kunne vove sig til at tænke en selvstændig tanke og åbne munden herom.
Ligesom der er noget alment og tidløst ved “Jesus”, så er der også noget alment og tidløst ved “korsfæstelse”. Det er den langsomme, pinefulde, offentlige ydmygelse og henrettelse.
I dag bliver “Jesus” ikke korsfæstet i bogstavelig forstand. I dag bliver “Jesus” ofret via cancel-kultur. Den offentlige ydmygelse er der stadigvæk, mens henrettelsen foregår som karaktermord i medierne, hvor kroppen får lov til at leve videre – bare uden karakter, uden værdighed, uden tro, uden troværdighed.
Løgnene, der fører til den offentlige ydmygelse, er der også stadigvæk. Den hellige målestok har blot ændret sig fra magtjøders følelser af at være krænket af ytringer til magtkvinders følelser af at være krænket af sex.
Man kan også stadigvæk blive dømt for at fornærme de religiøse undertrykkere, selvom religionen har ændret navn til corona og den religiøse praksis har ændret form til mundbind.
Relateret: