Det virker på mig som om, at samfundsmagten prøver at presse hvert individ ned i én af to kasser baseret på illusionen om, at der kun findes de to kasser.
Den form for tænkning bliver indenfor psykologi betegnet som dikotom tænkning.
Logikken i den form for tænkning er: Alt er enten A eller B. Hvis noget ikke er A, så er det B. Hvis noget ikke er B, så er det A. Intet er både A og B. Intet er udenfor A og B.
Det er en form for tænkning, der er meget udbredt indenfor sundhed, hvor fænomener ofte bliver kategoriseret som enten sunde eller usunde i stedet for i forskellige grader af sundhed.
I de fleste tilfælde er ikke-dikotom tænkning i mere overensstemmelse med virkeligheden end dikotom tænkning. Dikotom tænkning er en form for intellektuel dovenskab, der via overforsimpling af fænomener paradoksalt nok gør verden mere vanskelig at navigere i, da det hele jo så ender med at blive sort/hvidt, enten/eller og alt eller intet. Navigationen bliver mere vanskelig, da dikotomien fører til fordømmelse og krav om perfektionisme hos sig selv og andre.
Samfundsmagten har en interesse i, at hvert individ kravler ned i én af to kasser, da individerne så bliver lettere at udøve magt over. Individer er derimod svære at styre, når de er netop det: individer.
Den ene kasse består af dem, der altid er enige med samfundsmagten. Vi kan også kalde dem de autoritetstro. Folk i denne kasse tror på myndighederne og medierne og deres udvalgte eksperter. Eventuel uenighed er begrænset til Folketingets forskellige partier, hvilket blot er forskellige udtryk for den samme samfundsmagt. Man kan således godt være uenig med regeringen, men så er man til gengæld enig med oppositionen i Folketinget. Det er også legalt at mene, at der bliver gjort for lidt for klimaet, da den modsatte holdning også er en del af samfundsmagten. Der er på måde nogle underordnede dikotomier i den overordnede dikotomi.
Den anden kasse består af dem, altid er uenige med samfundsmagten. Vi kan også kalde dem de autoritetsmistro, selvom individerne her efter nærmere inspektion faktisk er lige så autoritetstro; det er blot en anden type autoriteter, de tror på. Autoriteter der ikke rigtigt har nogen magt i samfundet. Her finder vi frihedskæmpere, konspirationsteoretikere, antimyndighedsekstremister og lignende. Folk der går til demonstrationer, og som sidder på Facebook og brokker sig. Ligesom i den første kasse så er der også nogle tilladte, dikotome uenigheder i den anden kasse. I modsætning til den første kasse, så er tolerancen for intern kritik meget lav i den anden kasse. Det kan til dels skyldes, at man benægter, at de politiske holdninger og aktiviteter, man har er politiske, hvorved de ender op med at blive personlige, hvoraf videre følger at enhver kritik er personlig kritik og personlige fornærmelser. Hvor der er en vis selvironi om forskellige holdninger i kasse 1, så er selvironi nærmest et ikke-eksisterende fænomen i kasse 2.
Farlig frihed via humor
Der er ikke så meget, der kan gøre mig bange længere, men jeg må indrømme, at jeg faktisk er lidt bange for mennesker, der ikke besidder selvironi og evnen til at kunne grine af sine egne særheder. Mangel på selvironi er et tegn på fanatisme og ekstremisme, der kan få folk til at gøre sindssyge ting på længere sigt.
De to kasser er som med de fleste andre dikotomier en falsk dikotomi. Det er ikke korrekt, at der kun findes de to kasser. Virkeligheden er dimensional. Man kan således have forskellige grader af tiltro til myndighederne og medierne. Virkeligheden er også kvalitativ. Man kan være meget kritisk overfor myndighederne og medierne på nogle områder, mens man ikke nødvendigvis er kritisk på andre områder. Alternativet til kassetænkning er radikal individualisme.
Magten har en interesse i at fremme den falske dikotomi i de to kasser, da magten så slipper for at skulle forsvare de fortællinger, som magten er baseret på. Tillad mig at forklare.
Eksempel: Person X er uenig i Sundhedsstyrelsens vurdering af evidensgrundlaget for coronavaccinerne. Magten kan slippe for at forholde sig til den kritik ved at placere Person X i kasse 2. Gruppedynamikker hjælper gevaldigt godt på vej i den proces, da de fleste trives bedst ved at føle tilhørsforhold til en gruppe med omtrent samme verdenssyn. Magten kan dermed, hvis det i sidste ende skulle blive nødvendigt ignorere det saglige i Person X’s kritik og i stedet ødelægge troværdigheden generelt ved at placere Person X i kasse 2 med eksempler på, hvad “alle” i den kasse tror på. Hvis videnskabelig vaccinekritik på den måde bliver sat i samme bås som tro på, at Jorden i flad, så kan magten forhindre afsløring af de bedrag, som magten er baseret på.
Det er bl.a. derfor, at jeg ofte kritiserer og laver sjov med andre frihedskæmperes holdninger. Mange kan godt tage det, men der er også altid nogen, der bliver tøsefornærmet og ikke kan tåle det. Sådan må det nødvendigvis være, hvis vi skal bekæmpe den falske dikotomi, som magtens væsen prøver at presse os ned i.
Mere at bokse med
De to bokse i den falske dikotomi består hver af flere bokse i hinanden.
Det er således ikke nok at tænke ud af boksen, hvis boksen er i en større boks, som måske er i en endnu større boks.
Man bør derfor altid tro, at man formentlig også lige nu bliver udsat for et stort bedrag, som man endnu ikke har gennemskuet.
Så har man altid noget at bokse med.
Relateret: