Lad os tale om de fortællinger, som magten er baseret på

Hvad har Tyskland, Frankrig, Italien, Østrig, Belgien, Grækenland, Bosnien, Tjekkiet, Ungarn, Liechtenstein, Litauen, Luxemborg, Polen, Rumænien, Slovakiet og
Ukraine til fælles?

Det er ved lov forbudt at kritisere den herskende historie om Holocaust. Der er fra disse ellers civiliserede lande eksempler på mennesker, der er blevet idømt og som har afsonet flere års fængsel alene for kritiske ytringer, der betvivler sandhedsværdien af den første vejs beskrivelse af nazisternes folkedrab på jøder.

De strenge forbud er begrundet med, at kritik af Holocaust er krænkende for ofrene, ligesom det bliver opfattet som hadtale, opfordring til vold og støtte til en farlig politisk bevægelse (nazisme). Men kan det virkelig være den reelle grund?

Den reelle grund er efter min mening en kombination af disse to faktorer:

1. Holocaust-fortællingen er fundamental for Israels magt via offerstatus. Den gør f.eks., at Israel lige nu selv kan slippe afsted med folkedrab i Gaza. Hvis der sås tvivl om Holocaust, så sås der samtidig tvivl om Israels eksistensberettigelse.
2. Holocaust-historien hviler på vidneberetninger fra mennesker, der har fået økonomisk gevinst af at fortælle en bestemt historie samt på torturberetninger fra mistænkte, som efterfølgende er blevet henrettet. Det betyder, at fortællingen er yderst skrøbelig for saglig kritik fra historikere, der vægter fysiske beviser og dokumenter højere end subjektive vidneberetninger fra interessenter.

Når en bestemt fortælling bærer meget stor politisk magt, og når den bestemte fortælling samtidig rationelt set er utilstrækkeligt dokumenteret, så er forbud den logiske konsekvens, hvis den bestemte fortællings interessenter har tilstrækkelig stor indflydelse på den lovgivende magt. Holocaust er blot ét veldokumenteret og ekstremt eksempel herpå indenfor politisk historie.

I Danmark er kritik af Holocaust stadigvæk lovligt. De pro-zionistiske magthavere benytter her i landet i stedet en kombination af andre politiske strategier såsom:

• Ignorering af enhver form for sagligt nuancerende kritik. Det sker via kultur og finansiering.
• Udstødelse fra etablissementet af enhver, der vover sig til at ytre kritik. Det sker ligeledes via kulturelle normer, fyring og fjernelse af finansiering til kritikere.
• Sygeliggørelse af kritikere via stempler som antisemit, konspirationsteoretiker, nynazist og Holocaust-benægter samt den relaterede falske, kvælende omsorg, der er meget typisk for det moderne, danske velfærdssamfund.

Dette er ikke unikt til Holocaust/Israel. Vi ser det samme mønster her i landet med alle andre store fortællinger med stor politisk og økonomisk magt såsom:

• Vacciner/Covid-19
• Ukraine/Rusland
• Klima/CO2
• Grundloven/Demokrati
• 911/Afghanistan
• Masseødelæggelsesvåben/Irak

Det er karakteristisk for et sundt samfund, at magthaverne via bl.a. massemedier og stormøder tillader folket at blive oplyst om de narrativer, som magten er baseret på. Ikke fordi kritikken af narrativerne nødvendigvis er sand, men fordi fravær af kritik af magtens fortællinger er grobunden for totalitarisme, teknokratisme, fascisme, kommunisme, islamisme og andre skadelige ismer, der koncentrerer magten og rigdommen til en lille gruppe mennesker, mens folket må nøjes med en eksistens som nydelsessyge, uvidende slaver.

Hvornår har du sidst læst fundamental kritik af noget som helst i et af de store danske medier? Det findes simpelthen ikke. Medierne bliver i stedet fyldt af ligegyldig junk, der fastholder målgruppen i tilstand af underholdt, magtesløs ignorance.

Jeg synes, at det er på høje tid, at vi som folk insisterer på sundhed hele vejen rundt inkl. politisk sundhed, og det kræver, at vi tør tage demokratiske samtaler om de fortællinger, som vores demokrati er baseret på. Eller måske har vi slet ikke noget rigtigt demokrati, og det er noget af det, som de medier, der er finansieret af den ikke så demokratiske magt arbejder hårdt på at forhindre folket i at opdage? Så længe disse samtaler kun foregår i ekkokamre på internettet og ikke i fuld åbenhed i de store informationskanaler, så kan kritikken ignoreres som ekstremisme, selvom det måske er netop dette fravær af kritik, der er den egentlige ekstremisme.

Relateret: