Det er en udbredt myte, at kendte mennesker er kendte, fordi de er dygtige. Sandheden er, at kendte mennesker er kendte, simpelthen fordi mediecheferne ønsker, at de skal være kendte.
Relateret til den myte har vi myten om, at kendte mennesker selv bestemmer, hvad de vil deltage i i det store mediecirkus.
Peter Lund Madsen kunne f.eks. bare have sagt nej til at deltage i propagandaen for coronavaccinerne.
Ja, det kunne han sådan set godt, men hvis først man som kendt begynder at sige nej, når mediemaskinen har castet dig til et ny rolle, så er man godt på vej til at blive ukendt. Og det kan have katastrofale konsekvenser, hvis man f.eks. har opbygget en lukrativ forretning som højthonoreret foredragsholder på de store scener. Jeg skriver i den sammenhæng af bitter, personlig erfaring.
Sandheden er, at kendte mennesker er kendte, simpelthen fordi de har optrådt tilstrækkeligt ofte i tilstrækkeligt store medier over en periode. De er kendte, fordi de er castet til at være kendte. Det er måske startet med en ekstraordinær bedrift af journalistisk interesse, men derefter handler den fortsatte kendthed om at være lydig overfor medierne og tro overfor den rolle, man er castet til.
Det handler om casting
Journalistiske medier er i den sammenhæng ikke væsentligt forskellige fra skuespil, hvor der ligeledes er en række forskellige roller, der skal besættes med de rette personer til hver forestilling. Det er det, man kalder casting, og der er mange folk, der ikke laver andet end at finde de rigtige skuespillere (og eksperter) til de rigtige roller i medierne.
Relateret til casting har vi location spotting, som man ligeledes kan have som erhverv i den moderne, mærkelige verden. Når vi så i medierne ser f.eks. Peter og Anders Lund Madsen optræde som vaccinatører i et vaccinationscenter, så er de sandsynligvis castet til rollen som vaccinatører, og vaccinationscentret er udvalgt via location spotting til det kommunikationsmæssige formål om at overtale danskerne til lade sig indsprøjte med en utilstrækkeligt dokumenteret væske.
Peter Lund Madsen som case
Det er derfor forkert, når nogle ‘frihedskæmpere’ nu mener, at Peter Lund Madsen “bare kunne have sagt nej” eller have ladet være med at være så vaccineliderlig, eller hvad folk nu kan finde på at beskylde den stakkels døde mand for. Hvis han havde sagt nej, så havde det skadet hans forretning. Og mediebranchen fungerer som før nævnt ikke på den måde, at det er eksperterne, der opsøger medierne, f.eks. fordi de super gerne vil slå et slag for vacciner. Mediebranchen fungerer omvendt: Medierne formulerer en historie. Historien har nogle roller. Hver rolle skal gøre eller sige noget bestemt. Derefter begynder de så at ringe rundt til de mest oplagte og mest lydige i kataloget, som så får valget mellem at sige ja tak til rollen, som mediet har formuleret den eller svare noget andet, der bliver opfattet af mediet, som at man er besværlig, og så gider de ikke ringe til en igen.
Det minder mig om sidst, jeg var i Go’ aften Danmark på TV 2 castet til rollen som ernæringsekspert, der skulle sige til seerne, at de skal lade være med at spise slik og kage om eftermiddagen og i stedet spise frugt og nødder. Da jeg så live i studiet begyndte at sige noget andet end aftalt (det er vigtigt, at man ikke pludselig holder op med at spise slik, men i stedet tager små skridt og opnår indsigt i, hvad trangen til det søde handler om), så blev værten helt forvirret, og de har ikke kontaktet mig siden. Og det var endda før, jeg begyndte at ytre mig om politiske emner. På den anden side så var det sådan set også et politisk emne, vi talte om, hvor jeg var og stadig er fortaler for selvbestemmelse fremfor ekspertbestemmelse. Udøvelse af magt og autoritet (dvs. politik) har mange former, udtryk og arenaer.
Det er mediernes skyld
Jeg har selv spildt meget energi på at være sur på eksperter, men realiteten er som sagt, at det er medierne, der bestemmer, ikke eksperterne. Så hvis du vil være en kendt ekspert (dvs. optræde mere end én gang i landsdækkende TV), så skal du være lydig og gøre, som du får besked på af den praktikant, der ringer dig op og briefer dig, inden du er live on air.
Det næste oplagte spørgsmål er så: Hvem bestemmer, hvilke historier medierne bringer? Det ligner en dynamik med både push og pull. Medierne måler konstant, hvad der giver seere, læsere og lyttere, hvilket er en væsentlig årsag til appellen til laveste fællesnævner via pull fra medieforbrugerne. En mindst lige så stor kraft er push fra dem, der finansierer medierne eller bestemmer politisk over dem. Den dynamik understøtter propaganda fra pengemagten og sikrer, at der aldrig kommer nogen som helst fundamental kritik af de magtbærende fortællinger i de store massemedier.
Det er mediernes skyld, ja, men det er mere korrekt at placere skylden hos selve mediesystemet, herunder den politiske kontrol og finansiering af de store massemedier. Mediecheferne er selv fanget i det politisk-økonomiske system, og det skulle være underligt, hvis de ikke også indimellem følte sig som prostituerede i forhold til journalistikkens idealer.
Relateret: