Mange traditionelle danske retter, der nærmest betragtes som nationalretter, er baseret på svinekød, der er tabu for både muslimer og jøder.
Det må være specielt for muslimer og jøder at leve i et land, der har tradition for at svælge i mad, som er tabu i deres religioner.
Kristendom adskiller sig fra de to andre store abrahamske religioner bl.a. derved, at ingen mad er tabu for kristne. Jesus skal angiveligt have sagt, at det er ikke, hvad der kommer ind i vores mund, der gør os urene, men derimod hvad der kommer ud af den, der gør os urene. Han flyttede dermed fokus i tabu fra, hvad vi spiser (dvs. fødevarer) til, hvad vi siger (dvs. ytringer). Det virker dog ikke som om, at det budskab endnu er trængt igennem hos de fleste om ikke andet så kulturkristne danskere.
Fraværet af madtabuer i kristendom kan måske også forklare, at slankende eller sundhedsfremmende diæter baseret på fikse idéer om forbudt mad er mest populære i kristne lande (dvs. Vesten), da de opfylder et behov, som mange mennesker tilsyneladende har for, at visse madvarer skal være tabu (dvs. forbudte, fedende, usunde eller urene). Samme funktion (tabu) i ny indpakning.
Det har videre som konsekvens, at det ‘at synde’ i moderne, kristne samfund i dag hovedsagelig er forbundet med, at man spiser mad, som er forbudt af de ernæringseksperter eller diætister, som man tror på. Man kan nu føle sig som en synder, hvis man f.eks. er kommet til at spise en forbudt småkage, mens man er på slankekur. Dermed har ernæringseksperter og diætister erstattet præster som formidlere og håndhævere af tabu og synd i senmoderne samfund, på trods af at grundlæggeren af kristendommen pointerede, at vi skal gå op i det, der kommer ud af vores mund i form af ord og ikke det, vi putter ind i den i form af mad. Det grunder måske i, at kristendom er baseret på jødedom, hvor der er mange madtabuer. Det kan også betragtes som tegn på, at videnskab og sundhed er blevet en ny religion i bl.a. Danmark, komplet med både fællesskab, ritualer, tabuer og muligheder for synd og frelse.
Islam og jødedom ligner hinanden derved, at de begge er lovreligioner i modsætning til kristendom, der er en trosreligion. At være troende og praktiserende muslim eller jøde handler i vid udstrækning om at overholde love, herunder respektere tabuer. Det virker noget fjollet og gammeldags på mange danskere, men de fleste jøder og muslimer tager skam deres tabuer meget alvorligt, og der er en udbredt holdning om, at vi skal respektere disse religiøse minoriteters ret til at have deres tabuer, som f.eks. hvad der for en moderne dansker kan ligne panikangst for svinekød.
Svinekød i alle former betragtes af både islam og jødedom som uren. Kategorien af uren mad kaldes ‘haram’ indenfor islam og ‘ikke-kosher’ indenfor jødedom. Kød fra andre dyr er rent (dvs. ‘halal’) indenfor islam, hvis al blodet er drænet fra kødet, før det bliver tilberedt og spist. Det er, hvad en halal-slagter står for. På samme måde kræver jødedom, at dyr slagtes på en måde, der omfatter ofring til Gud og dræning af blod. Indtagelse af blod er tabu i både islam og jødedom, så ingen blodpølse på bordet der.
Skillekostprincippet er et af de pseudovidenskabelige diætprincipper, der har været populære i nyere tid i kristne, sekulære (dvs. ikke-religiøse) lande. Diætprincippet går ud på, at visse fødevarer ikke må spises i samme måltid, ligesom visse fødevarer er forbudte at spise på visse tidspunkter af døgnet. Skillekostprincippet blev populariseret via bogen ‘Fit for Life‘ af Harvey og Marilyn Diamond, der udkom i 1985. Princippet har sin religiøse rod i det jødiske tabu om at blande kød og mælkeprodukter. Det tabu er så stringent, at køkkenredskaber ikke må komme i kontakt med både kød og mælkeprodukter, så de holdes adskilt i et jødisk køkken.
Faste er er et andet diætprincip med religiøse rødder, der har fået renæssance i både populærkulturen og ernæringsvidenskaben i nyere tid. Ligesom faste i religioner så er det også modificeret faste, der har vundet størst udbredelse. 5:2-kuren er et eksempel på en modificeret faste, hvor man spiser normalt i fem dage og faster i to, ikke sammenhængende dage om ugen. Faste betyder i 5:2 ikke total faste, men en markant reduktion i indtagelsen af mad til ca. 500-600 kcal pr. dag på de to ugentlige fastedage. På samme måde er muslimers ramadan heller ikke total faste. Under ramadanen faster muslimer ved at afstå fra mad, drikke, rygning og seksuelt samvær fra daggry til solnedgang. Fasteperioden brydes om natten med måltidet kaldet iftar, og starter om morgenen med måltidet kaldet suhoor. Det med at opdele døgnet i tabuperioder i forhold til indtagelse af mad minder om Fit for Life-princippet om, at man kun må spise frugt frem til frokost.
I mange buddhistiske klostre i Østen består dagligdagen af faste fra efter frokost den ene dag til morgenmad den næste. Aftensmad er således tabu. Det samme er eftermiddagssnacks og natmad. Disse regler gælder dog kun for munke og ikke for lægfolk.
Mens oksekød ikke er tabu i jødedom og islam, forudsat dyret er slagtet korrekt, så er oksekød derimod tabu i hinduisme. Det er ikke fordi, koen er uren, men tværtimod fordi den bliver betragtet som så hellig, at den ikke må spises og end ikke gøres fortræd på nogen måde. Man er derfor en heldig ko, hvis man er blevet genfødt i f.eks. Indien.
Fordelen ved tabuer i form af regler om mad, der er forbudt at spise, er dejligt konkrete at forholde sig til. Man ved, hvornår man er frelst, og hvornår man er en synder. Det er også let at blive en del af et fællesskab ved simpelthen at overholde dets madtabuer. Samtidig slipper man for at mærke efter, hvorved de religiøse regler har en større og mere ensrettende magt over mennesker. Når man slipper for at mærke efter, så undgår man samtidig at udvikle spiritualitet og individuel frihed, der kan true magtinstitutioner i form af religioner og sundhedsstyrelser.
Ulempen ved tabuer i form af regler om mad er, at det flytter fokus fra noget væsentligt (ord) til noget uvæsentligt (mad) i åndelig og politisk forstand. Det flytter samtidig fokus fra oplysning (via ord) til lydighed (via madregler). Resultatet er mindre frihed til den enkelte og større beskyttelse mod magtkritik for magthaverne. Jo mere et folk er optaget af uvæsentlige aktiviteter og regler, des mindre er risikoen for oprør fra et folk mod dets herskere.
Forrige episode: