Det er tabu at se en MeToo-sag fra mandens perspektiv. Det er også tabu, at kvinder kan lyve eller føle sig krænkede for at få noget ud af det.
Perioden januar-april 2019 var sidste gang jeg fik massiv omtale i hovedstrømspressen efter at have været en kendt og anerkendt ernærings- og sundhedsekspert i mange år. Jeg oplevede 2019-omtalen som et decideret karaktermord.
Jeg skulle i Københavns Byret januar 2019 sigtet for voldtægt og blufærdighedskrænkelse af en 29-årig kvinde. Det blev så vidt jeg ved den første påstand-mod-påstand-sag i dansk retshistorie, hvor en byret dømmer en mand skyldig alene baseret på en kvindes følelser og forklaringer. Og medierne gik fuldstændig i selvsving over “krammeterapeut dømt for voldtægt”. Jeg fik 14 måneders fængsel, og jeg var mildest talt i chok efter den dom, som jeg selvfølgelig ankede på stedet.
Mit liv var et helvede frem til ankesagen i Østre Landsret april 2019. Jeg oplevede blandt andet, at en kendt kvinde stod frem og fortalte om dengang, jeg havde krænket hende ved at tilbyde hende mit visitkort (ja, ikke andet!), efter vi havde været i radioen sammen i en ernæringsdebat. Jeg blev også overfaldet i mit lokale fitnesscenter, fordi en mand havde genkendt mig som ham voldtægtsforbryderen på forsiden, og nu ville han så beskytte sin kæreste mod mig. Jeg mødte ham tilfældigt på gaden lidt tid efter den endelige dom i sagen (jeg blev frifundet for alle anklager med dommerstemmerne 6-0), hvor han undskyldte sit overfald på mig.
Sagen lærte mig, hvor magtesløs man som mand er, når en kvinde påstår sig seksuelt overgrebet af en. Min sag var en af de første meget omtalte MeToo-sager. Siden da er fulgt en del andre sager, hvor de anklagede mænd ikke engang har haft mulighed for at forsvare sig mod de anklagende kvinders beskyldninger i retten. Der er sågar flere MeToo-sager, hvor kendte mænd er blevet fyret af deres arbejdsgivere baseret på interne undersøgelser udført af arbejdsgiveren evt. ved advokat hyret af arbejdsgiveren (dvs. det er ikke politiet, der udfører efterforskningen), dømt af arbejdsgiveren (dvs. det er ikke domstolene der dømmer) i form af fyring og straffet i den offentlige gabestok (dvs. ikke bøde eller fængsel som almindelig straf, men derimod en livslang straf helt ude af proportioner med gerningen).
Voldtægt er en alvorlig, personskadelig, traumatiserende forbrydelse, der skal straffes hårdt. Det samme kan man sige om falske anklager om samme, men det er tabu. Der har i de senere år været flere sager, hvor kvinder er blevet dømt for falske voldtægtsanmeldelser, men straffen er langt mildere end den straf, som de uskyldige mænd har risikeret. Falsk voldtægtsanmeldelse bør efter min mening straffes lige så hårdt som voldtægt, da det også er et voldsomt traume for en mand at blive udsat for den slags falske anklager. Mænd har også følelser i de sager, selvom det er tabu at se det fra mandens perspektiv og prøve at leve sig ind i, hvordan det mon er at blive hængt ud som voldtægtsforbryder baseret på en anmeldelse og fortælling, der måske er falsk. Falske voldtægtsanmeldelser er personskadelig kriminalitet i form af psykisk vold, hvor manden yderligere mishandles af sociale og kulturelle mekanismer.
Mandens perspektiv er fuldstændig tabu i MeToo-sager. Min sag viser, at det tabu strækker sig hele vejen fra politiet over pressen til byretten. Man skal helt til landsretten, før man møder et balanceret perspektiv. Det skulle jeg i hvert fald. Det står sort på hvidt i dommen fra Københavns Byret, at mit synspunkt (dvs. tabuet) blev tilsidesat. Det er skræmmende, at en domstol kan dømme en mand skyldig uden fysiske beviser og udelukkende baseret på en kvindes fortælling og følelse. I min sag påstod kvinden, at hun ‘frøs’ i situationen, så hun hele tre gange, før vi havde samleje, sagde JA til sex, selvom hun (åbenbart) mente NEJ (det mente hun i hvert fald, da hun bagefter gik til politiet). Det var i øvrigt et privat møde, hvor hun ikke var min klient, i modsætning til hvad pressen har yndet at skrive om sagen. Vi havde forinden aftalt at være private krammevenner, men den form for relation er også tabu, måske alene fordi den er udenfor de gængse kategorier af intime relationer. Hun var dog grundigt informeret på forhånd om, hvordan jeg opfatter sådan en relation, og at det i princippet også kan omfatte sex, hvis begge parter ønsker det.
Det bringer mig frem til det andet store tabu i MeToo-sager: Kvinders motiver for at lyve og spille skuespil som ofre for liderlige mænd. Relateret til det tabu har vi tabuet om, at mange kvinder generelt er tiltrukket af mænd med magt og i nogle tilfælde udnytter mænds liderlighed til at opnå egne fordele, f.eks. i form af forfremmelse i organisationer. Den herskende norm i MeToo-sager er, at det altid er manden, der udnytter kvinden til sex, selvom udnyttelsen rent logisk lige så vel kan gå den anden vej, men det er tabu.
På samme måde kan nogle kvinder åbenbart få sig selv til at gå hele vejen med en falsk voldtægtsanmeldelse og tilhørende skuespil for at opnå noget selv. Det kan også være mindre intentionelt, så kvinden efter det intime møde selv tror, at hun blev krænket, da den opfattelse gør det lettere for hende at håndtere vanskelige tanker og følelser efter sex. Hvis kvinden f.eks. har en anden partner, så kan det være lettere at beskylde den nye mand for voldtægt i stedet for at konfrontere følelsen af skam ved utroskab og straffen fra den primære partner, som hun måske frygter at blive forladt af. Det kan måske være lettere for nogle kvinder at se sig selv som ofre for liderlige, egoistiske mænd fremfor at se sig selv som ligeværdige væsner med sexlyst og fri vilje. Der er i disse tilfælde tale om efterrationaliseringer i kvinders sind efter sex og forsøg på coping, hvor man så bare lige glemmer empatien for den mand, som det store MeToo-togt går ud over. Og når først MeToo-toget kører, så er det umuligt at stå af og trække i land uden at tabe ansigt.
Det særlige ved MeToo-sager er, at kvinder åbenbart har ret til at føle sig krænket med tilbagevirkende kraft, og at manden har fortjent at blive straffet for kvindens manglende evne til at mærke efter og kommunikere lyst og grænser. Det er tabu at se de beskyldninger som angreb på mænd, der er sagesløse ofre for tidens kulturelle normer om forholdet mellem kvinder og mænd.
Da jeg langt om længe var frifundet i Østre Landsret, anmeldte jeg kvinden for falsk anmeldelse. Jeg havde indsamlet dokumentation for, at hun havde forbindelser til en religiøs og politisk organisation, som jeg i perioden op til, at hun opsøgte mig, indirekte havde været i offentlig debat med om alvorlige emner. Den organisation havde derfor motiv for at sende en ung kvinde i armene på mig for at se, hvad der kunne komme ud af det. Det er det, man i efterretningssprog kalder en ‘honningfælde’. Jeg indsamlede også dokumentation for, at lobby-organisationer, der støtter den pågældende religiøse og politiske sag, er berygtede for at bruge netop honningfælder og falske sexanklager mod deres kritikere. Deres fremgangsmåde er at undergrave kritikernes troværdighed i stedet for at tage en offentlig, demokratisk samtale om emnet.
Jeg tænkte i min naivitet, at jeg som dansk statsborger ville blive taget alvorligt, når jeg anmeldte mistanker om, at en dybest set udenlandsk organisation har udført karaktermord på mig via falsk voldtægtsanmeldelse. Men næh nej. Den form for mistanke er skam også tabu, så det er slet ikke noget, politiet kan finde på at efterforske. Jeg tiggede og bad flere gange om at få blot en times samtale med en erfaren efterforsker, men jeg blev afvist hver gang. Og i skrivende stund er det land, som den pågældende organisation arbejder for, så i gang med folkedrab i Gaza.
Ak.
Forrige episode: