Min kritik af Psst! er ikke ensidig. Jeg foreslår en tredje vej mellem fri journalistik og skjult propaganda – både til Via Mogensen og til Via Brændgaard.
På forsiden af det forholdsvis nye danske netmedie Psst! kan man nu læse denne opfordring:
Det lyder umiddelbart som en modsigelse, at man med den ene hånd påstår at praktisere uafhængig journalistik, mens man med den anden tilbyder hjælp til at få et produkt eller budskab ud via samme medie.
Psst!-journalist sælger propaganda
Jeg kontaktede manden bag Psst!, journalist Jens Mogensen, kort efter lanceringen af netmediet og foreslog en kop kaffe og en snak. Det havde han desværre ikke tid til, men jeg fik anbefalet ham at ændre teksten på LinkedIn, da kritikere ville kunne bruge den imod ham. Nu flere måneder senere kan jeg se, at han ikke har ændret budskabet på LinkedIn: Han sælger propaganda. Den virksomhed integrerer han nu med den “uafhængige journalistik” i Psst!
I Jens Mogensens LinkedIn-profil skriver han bl.a., at han har stor erfaring med ‘public affairs’ (dvs. politisk lobbyisme), han er ‘PR-specialist’ (PR er et andet ord for propaganda), han har erfaring med ‘marketing’ (hvilket også er propaganda), han har ‘strong commercial thinking’ (dvs. han tænker meget kommercielt), og så er han tilsyneladende god til ‘Developing and implementing Communications Strategies and Plans’ (dvs. propaganda).
Nærige medieforbrugere
Danmark er desværre blevet sådan et land, hvor ingen borgere gider betale for uafhængig, kritisk journalistik, mens mange virksomheder elsker at betale for propaganda for deres produkter og budskaber. Resultatet er nyhedsmedier, der tilsyneladende er gratis for brugerne, men læserne betaler en skjult pris for de gratis nyheder ved at lade sig udsætte for propaganda, som mediet så modtager betaling for fra andre kilder.
Den tredje vej
Jeg har selv taget antrit til det i en periode, og jeg vil med dette indlæg opfordre Jens Mogensen og andre selvstændige journalister til at følge trop. Der findes nemlig en tredje vej mellem livet som fri og fattig journalist på den ene side og livet som rig og korrupt propagandist på den anden.
Den tredje vej er etisk forsvarlig propaganda. Det omfatter, at man ikke arbejder for hvem og hvad som helst. Man stiller krav ud fra et etisk kodeks. Det omfatter også, at man tydeligt deklarerer, hvad der er propaganda. Propaganda er egentlig bare en anden form for annoncering og reklame, og det bør deklareres som det, selvom der er store huller i markedsføringsloven på det punkt, og selvom effekten af propaganda reduceres, når det deklareres som det, det er.
Problemet for effektiviteten af kommunikationen bliver mindre, hvis læserne ved, at en journalist eller et medie kun laver propaganda for produkter og budskaber, som man som skribent af et ærligt hjerte kan stå inde for. Dermed kommer propagandaens deklaration som annonce til at virke som en anbefaling, hvorved troværdighed stiger, selvom man er blevet betalt for at skrive det pågældende indlæg.
Her er mine egne etiske krav til et produkt eller budskab, som jeg ville kunne arbejde for:
- Det skal være til gavn for mine læsere (efter min faglige og ærlige vurdering og mening)
- Det må ikke være baseret på bedrag (ligeledes efter min vurdering og mening)
- Det skal være lovligt for mig at kommunikere (loven forhindrer mig f.eks. i at lave propaganda for fødevarer og kosttilskud med sundhedsanprisninger, ligesom jeg heller ikke må sprede information for en udenlandsk efterretningstjeneste)
Relateret: