Barndomstraumer som både styrke og svaghed

Mange konspirationsteoretikere har utilstrækkeligt bearbejdede barndomstraumer, der forringer både deres politiske arbejde og deres mentale sundhed, men traumerne kan også være en styrke.

Det er mit indtryk, at der er en betydelig større andel blandt folk, der tror på konspirationsteorier, der har senfølger af barndomstraumer sammenlignet med folk, der altid stoler på myndighederne. Og det er der måske en naturlig forklaring på, som begge grupper kan lade sig inspirere af.

Barndomstraumer findes i mange former. En fællesnævner for mange af dem er, at barnet blev svigtet eller overgrebet af en eller flere voksne, som barnet opfattede som autoritet og havde tillid til.

Total lydighed eller total mistro

Senfølger findes også i mange former, hvoraf en alt for lidt belyst form er, hvordan senfølgerne påvirker synet på myndigheder og andre autoriteter, når det traumatiserede barn er blevet voksen. Yderpolerne af mulige reaktioner er total lydighed og total mistro.

I årene med covid-19 havde jeg mange samtaler med folk, der ikke kun var skeptiske overfor covid-19; de troede ikke på noget som helst, der kom fra myndighederne. Det er mit indtryk, at den ekstreme holdning i mange tilfælde kan betragtes som en senfølge af utilstrækkeligt bearbejdede barndomstraumer. Vreden mod dem, der gjorde en ondt som barn, får et afløb i konspirationsteorier og protester mod ‘de onde’.

Myndighederne bliver objekter for projektioner af barndomsoplevelser, hvor man blev udsat for overgreb af voksne. Ligesom man ikke kunne tænke klart dengang, hvor man jo kun var et lille barn mod de store voksne i den uforståelige verden, så kan man heller ikke tænke klart nu, når der sker noget svært gennemskueligt som covid-19, men man kan føle uretfærdigheden og vreden, og man har en handlekraft nu som voksen, som man ikke havde dengang. Man får også et fællesskab med andre, der ubevidst prøver at bearbejde barndomstraumer ved at gå til demonstrationer og dele fantasier om onde sammensværgelser. Det føles rigtigt og forløsende, og man bliver blind for projektionerne, når deres sandhedsværdi tilsyneladende bliver bekræftet af den nye gruppe, man føler sig som en del af. Problemet er, at man ender op i en myndighedskritik, der er baseret på projektioner og følelser i stedet for rationel magtkritik, hvorved den aldrig kommer til at tjene dybere formål end en form for selvhealing, der heller aldrig bliver rigtigt god.

Blind lydighed overfor myndigheder kan også være en reaktion på barndomstraumer, hvor man som voksen reagerer ved at gå til den modsatte yderlighed. Det kan i dette perspektiv også være en reaktion på en lykkelig barndom, hvor man aldrig lærte at udvikle en naturlig skepsis overfor mennesker i magtpositioner, fordi det aldrig var nødvendigt at lære, da man kun havde positive rollemodeller.

Den form for blind lydighed kan selvsagt også give problemer, hvis autoriteter af forskellige grunde misbruger deres autoritet til at forvolde skade i stedet for gavn. De vil aldrig blive opdaget, fordi de aldrig vil blive mistænkt, fordi de tilhører en gruppe, der bliver opfattet som altid gode. Det er rationelt set den ideelle gruppe at gemme sig i, hvis man virkelig vil udføre onde gerninger, også fordi man placerer sig så langt oppe i magtpyramiden, at man reelt er immun overfor efterforskning og straf.

Styrken og svagheden

Styrken ved at have overlevet, bearbejdet og integreret barndomstraumer er en øget sans for uretfærdighed, en naturlig mistanke overfor mennesker med magt og en øget gejst til at kæmpe imod (og tage de tæsk det giver, da man er vant til at få tæsk). Dermed kan man se det, som andre ikke kan se, og man tør kæmpe de kampe, som andre ikke tør kæmpe.

Svagheden er, at man risikerer at se noget, der ikke er der, og man kommer lettere til at opfatte nogen som fjender, som egentlig ikke er det. Det er derfor vigtigt for folk med den livsbagage at fortsætte det personlige arbejde med bearbejdning og integration af barndomstraumer sideløbende med den politiske aktivisme. Processen består i at se projektionerne, trække dem tilbage og øve sig i at tænke klart og rationelt. Og måske sige undskyld til dem, som man blev vred på uden grund.

På den måde kan man bruge sin barndom som styrketræning til det voksne liv som politisk aktivist for den gode sag, og man kan bruge sit voksne liv som politisk aktivist for den gode sag som nutidig materiale til at bearbejde og integrere barndommens ubehagelige oplevelser på en sund og fredelig måde til gavn for både sig selv og det samfund, man er en del af.

Relateret: