Reiner Fuellmich-sagen minder mig om Malue Montclairre-sagen og viser i mine øjne, hvordan en pludselig voksende bankkonto kan friste selv den stærkeste sjæl over evne.
Den anerkendte, intellektuelt skarpe, kritiske tænker på den tredje vej (eller ‘den tredje lejr’, som han kalder det tredje perspektiv) David A. Hughes har i foreløbig to indlæg argumenteret for, hvorfor han mener, at den coronakritiske advokat Reiner Fuellmich rent faktisk var skyldig i økonomisk bedrageri i forbindelse med håndtering af indsamlede penge til hans coronakomité.
Hughes argumenter ganske overbevisende, synes jeg, for, at Reiner Fuellmich under sin retssag har forsøgt at appellere til narrativet om, at han var forfulgt af efterretningstjenester på grund af hans kritiske holdning til den officielle coronafortælling og hans vilje til at sagsøge de ansvarlige. Der er således tale om et bedrag (for at forsvare og fremme sit omdømme som frihedskæmper blandt supportere) oven på et andet bedrag (der tilsyneladende var motiveret af simpel monetær gevinst).
Hughes’ fortolkning er baseret på konkrete beviser i form af dokumenter fra retssagen, herunder dokumenter fra Fuellmich selv, der afslører hans kriminelle intentioner og skyld.
Fuellmich-sagen minder mig om sagen i Danmark, hvor Malue Montclairres organisation, Frihedsbevægelsens Fællesråd, på samme måde indsamlede store pengesummer fra folket til at bekæmpe coronabedraget. Det førte til beskyldninger om, at urimeligt store beløb blev udbetalt skattefrit til Malue Montclairre som ‘kørselsgodtgørelse’. Det er min vurdering, at disse beskyldninger var den udløsende faktor for Frihedsbevægelsens Fællesråds fald. Organisationen er nu lukket og spildte det meste af sin sidste tid på at bekæmpe beskyldninger om bedrageri i stedet for at arbejde for den gode sag.
Noget kunne tyde på, at fristelsen for både Reiner Fuellmich og Malue Montclairre var for stor, da pengene begyndte at vælte ind på deres konti. Det tyder også på, at selvom man sætter ud for at arbejde for sandhedens lys, så kan pengenes mørke friste selv de mest modige helte og heltinder. Det understreger betydningen af at arbejde ud fra en klar spirituel etik manifesteret i den konkrete virkelighed gennem konkrete handlinger.
Der er dog den vigtige forskel, at mens Reiner Fuellmich er dømt skyldig ved Landsretten i Tyskland, så er Malue Montclairre, så vidt jeg ved, ikke dømt skyldig i noget i denne kontekst. Beskyldninger og rygter om dårlig etik i håndtering af indsamlede midler (kombineret med dårlig krisekommunikation) kan da også være rigelig til at smadre en velgørende organisation. Det er trist, når ildsjæle på den måde bliver forført af mørket i verden og i dem selv til panisk at forsvare deres personlige omdømme i stedet for at arbejde for den større sag.
Relateret: