Min far er en god mand

Jeg er så heldig at være vokset op med en god rollemodel i form af min far. Han har reddet mit liv flere gange. OBS: Dette indlæg er uegnet for børn.

Da jeg var 4-5 år gammel og var træt af, at min morfar kneppede mig i røven, så sagde jeg det til min far. Han fik min mor til at sige til min morfar, at han skulle stoppe med det. Det gjorde han så.

Derefter skulle jeg kun røre ved min morfars tissemand, når vi var udenfor bag buskene. Jeg forstod ikke, hvorfor den var så stor, men det var ikke så slemt, for det gjorde ikke ondt, og det blødte ikke ud af numsen bagefter.

Da var omkring 13 år gammel og konspirerede med min fire år ældre kusine om at sige det til nogen, så blev jeg overfaldet af min far og farfar. Min far var ikke så slem, da han kun holdte mine ben fast, mens min farfar maste og kvalte mig, indtil min ånd svævede op i Lyset. Det bedste var dog, da jeg vågnede lidt senere ved, at min far pustede luft ind i mig. Min far reddede mit liv og gav mig en spirituel nær-døden-oplevelse! Tak!

To år senere skubbede jeg i et anfald af dumdristig heltemod min farfar ned ad en stejl trappe for at forhindre ham i at voldtage min lillesøster. Han slog hovedet hårdt. Min far sørgede for, at vi kørte hjem, inden hans far rigtigt kom til bevidsthed og kunne hente jagtgeværet nede i kælderen. Det han havde truet mig med så mange gange før med geværløbet stukket ind i min mund. Heldigvis kun med tomme haglpatroner, fandt jeg ud af bagefter. Min far havde reddet mig igen!

Da jeg var omkring 16 år truede min far mig med, at hvis jeg ikke tog mig sammen og glemte det hele, så ville han få farfar til at komme med geværet, skyde mig og begrave mig i grusgraven, som de havde truet mig med, siden jeg var 5-6 år efter et fingeret trusselsshow for at få mig til at holde kæft overfor politiet og alle andre om familieidyllen. Tak til min far for ikke at gøre alvor af truslen om at slå mig ihjel! Mit liv blev i stedet kun et helvede med OCD, formentlig for at beskytte mig mod psykisk sammenbrud, men det er trods alt bedre med et liv i angsthelvede end at blive dræbt af sin familie. Tak, far! Du er min helt.

Tak også til min far for hurtigt selv at stoppe med at kneppe mig i røven i erkendelse af, at hans tissemand var for stor til mit lille numsehul som 4-5-årig. Se, dét er faderlig omsorg på et helt andet plan!

Det, der måske mest reddede mig fra en tidlig død, var min egen nødværge mod min farfar. Han døde nemlig kort tid efter, jeg havde skubbet ham ned ad trapperne. Jeg har tit tænkt, at jeg var skyld i hans død, og indtil for nylig haft dårlig samvittighed over det. Jeg græd, da jeg gik forrest og bar hans kiste til graven i Linå Kirke. I dag håber jeg, at jeg rent faktisk slog ham ihjel. Hvis nogen havde fortjent at dø tidligt, så var det ham, min ondskabsfulde, psykopatiske, børneliderlige farfar.

PS: Min far nægter, at dette er foregået. Sidst jeg talte med ham i telefonen for godt seks år siden betegnede han mine minder som ‘holdninger’. Han nægter samtidig at mødes med mig på neutral grund for at udveksle minder og holdninger.

PPS: Man er selvfølgelig uskyldig, indtil det modsatte er bevist i retten. Men jeg forbeholder mig retten til at offentliggøre mine private minder om mit eget liv i Mørkeland. Den eneste, som er blevet dømt for noget, så vidt jeg ved og husker, er min morbror Karl Evald. Han havde voldtaget min veninde, som jeg husker som ‘ponypigen’. Min veninde havde betroet sig til ham, hvorefter jeg opfordrede hende til at sige det til sine forældre, for det havde mine forældre lært mig, at jeg skulle gøre, og det havde virket, da min morfar var holdt op med at kneppe mig i røven. Det viste sig så til min store overraskelse at være en katastrofal fejl, at jeg havde anbefalet hende det. I hvert fald blev jeg kort efter udsat for, hvad jeg først for få år siden har erkendt, formentlig var et skuespil, at skulle bevidne, at de havde dræbt ponypigen, og jeg sad så bag i bilen, mens vi kørte ned i grusgraven, gravede et hul med en gummiged og hældte hende derned. Jeg ville få samme tur, hvis jeg sagde det til nogen. Det har jeg så gjort nu 50 år senere, og jeg kan afslutte dette indlæg med at oplyse, at jeg absolut ingen planer har om at holde lang ferie i en grusgrav i år.

Relateret: