Kender du forskellen på OCD og OCPD?

Da jeg var teenager fandt min hjerne og psyke ud af at “veksle” traumatiske barndomsminder med OCD. Det har måske reddet mig fra et totalt sammenbrud, selvom OCD i sig selv er en af de mest lidelsesfulde sygdomme, der findes.

Der er mange myter om OCD i populærkulturen. Mange tror f.eks., at ordentlighed og renlighed er et tegn på OCD, men hvis man godt kan lide at gøre rent og rydde op, så er det ikke et tegn på OCD. Når man har OCD, så er der ingen nydelse forbundet med at gøre det, som man føler sig tvunget til at gøre. Tværtimod.

OCD står for Obsessive Compulsive Disorder. Det er ikke det samme som OCPD, der står for Obsessive Compulsive Personality Disorder. Ved OCPD kan der måske være nydelse eller i det mindste ingen særlig lidelse forbundet med f.eks. trang til ekstrem ordentlighed. Det er bare sådan ens personlighed er skruet sammen, og mennesker er jo heldigvis forskellige.

Mange af myterne om OCD er formentlig opstået som følge af forveksling af OCPD med OCD. Der er således intet underfundigt og hyggeligt ved OCD. Det er ikke bare en særlig præference. Det er derimod ren og skær lidelse.

En anden kilde til forvirring om, hvad OCD egentlig er, grunder i, at OCD findes i mange forskellige grader. De fleste har således oplevet de subkliniske grader af OCD i perioder eller situationer af deres liv, hvor de har været under pres. Det kan f.eks. være en trang til at gå tilbage og tjekke, om døren er låst, eller om komfuret er slukket. Måske er man nødt til at tjekke et par gange, før man føler sig sikker. Men alene det, at man kan føle sig sikker ved at tjekke viser, at det ikke er rigtig OCD, da usikkerheden derimod paradoksalt nok stiger jo flere gange man tjekker, når hjernen er rigtigt ramt af de dysfunktionelle kredsløb. Vejen ud af OCD går altid gennem den angst, der opstår, når man lader tvangstankerne være uden at udføre tvangshandlingerne.

På samme måde har man heller ikke en depression, fordi man føler sig ked af det, når et parforhold slutter. Man har heller ikke en angstlidelse, fordi man nogle gange mærker dødsangst. Angst og tristhed er naturlige dele af et sundt følelsesliv, ligesom små ritualer og lidt overtro kan være okay og i hvert fald ikke er OCD.

OCD som selvforsvar

Når jeg kigger tilbage på min egen sygehistorie og læser den videnskabelige litteratur om OCD, så er der en pointe, der ofte mangler. Det er pointen om OCD som en slags sidste selvforsvar mod noget, som den ramte oplever som endnu værre.

I mit eget tilfælde startede OCD dagen efter, min far havde truet med at slå mig ihjel. Jeg var 15-16-år, og det var egentlig bare kulminationen på en barndom med overgreb, trusler og vold. Da han og hans far to-tre år forinden havde gjort alvor af truslen, så følte jeg mig seriøst truet på livet. Jeg følte mig samtidig fuldstændig magtesløs.

Næste morgen i skolen fik jeg pludselig trang til at tjekke, om jeg var kommet til at knække noget af en radiator i klasseværelset. Jeg blev grebet af en frygtelig angst for at være skyld i, at radiatoren eksploderede, og skolen brændte ned. Selvom jeg samtidig godt kunne se, at den frygt var irrationel, så kunne jeg ikke lade være med at gå tilbage igen og igen og tjekke, at radiatoren ikke var eksploderet, selvom jeg var kommet til at knække en dims af.

Det stod på resten af 9. klasse, og hver morgen i de følgende tre gymnasieår cyklede jeg forbi min gamle folkeskole for at være sikker på, at den ikke var eksploderet som følge af min skødesløshed. Det blev et sikkerhedsritual i min hverdag. Til gengæld kunne jeg gennemføre gymnasiet uden at bryde sammen, og jeg var godt i gang med at fortrænge og glemme alle de mørke dele af min barndom.

Mit næste store OCD-anfald kom, da jeg som 18-19-årig havde fået kørekort og blev angrebet af en i den sammenhæng klassisk frygt for at være kommet til at køre nogen over i mine forældres bil under en lidt vild tur på nogle små landeveje i Jylland. Det førte til, at jeg kørte ruten utallige gange igen og igen for at være sikker på, at jeg ikke var kommet til at køre nogen over. Selvom jeg rationelt udmærket var klar over, at jeg ikke havde kørte nogen nogen. Den trang og voldsomme angst stod på i flere år, fordi jeg håndterede den ved at tjekke, hvorved den blev vedligeholdt og forstærket. Det, der i en periode, var et nogenlunde håndterbart ritual i min gymnasietid, var for alvor blevet til OCD helt uden P, formentlig forstærket af frygten for at blive voksen, flytte hjemmefra og stå på egne ben.

Jeg havde lært at håndtere livets stress, både den sygelige og den normale, via OCD, og det var faktisk først som 26-årig, at jeg under et rigtig slemt anfald med trang til at tjekke et modermærke på min hånd endelig tog til lægen, fik diagnosen og kom i behandling. Det svarer i øvrigt ret godt til gennemsnittet på 12 år, der går fra OCD’en starter, til man bliver diagnosticeret og kommer i behandling i følge litteraturen. Det skyldes bl.a., at OCD sammenlignet med andre sygdomme bliver oplevet af den ramte som ikke kun meget pinefuld, men også meget pinlig, så man prøver at holde det ud uden at sige det til nogen så længe som muligt.

Relateret: