Mental styrketræning: Her er mit mørkeste mørke

Jeg tror, at en vigtig del et ethvert menneskes personlige udvikling er at se det mørkeste mørke i øjnene i sit eget indre.

I mit mørkeste mørke er senfølgerne af en barndom, hvor jeg, fra jeg var omkring fem år gammel, har levet med kronisk frygt for, at min familie ville slå mig ihjel. Ikke “kun” en fremmed pædofil udefra, men min egen familie, der burde have beskyttet mig mod den slags overgreb i stedet for at true mig til ikke at sladre om de overgreb, de selv havde udsat mig og andre for.

Spor i sjælen

Den slags barndomsoplevelser sætter sine spor. Når man tidligt lærer, at dem, der beskytter en samtidig er dem, der mishandler en, så kræver det en ihærdig indsats ikke at gå helt i hundene. Det er også fristende at projicere barndomserfaringerne over på det politiske system, hvor det også kan virke som om, at vi (dog ikke lige så bogstaveligt som i min barndom) bliver røvpulet af dem, der beskytter os.

Min store frygt for mine nærmeste omsorgspersoner var konkret og ikke en overdrevet barndomsfantasi, da jeg blev udsat for meget reelle dødstrusler. Første gang var tilmed suppleret med iscenesættelse af et falsk drab på min veninde, og jeg har været rystende bange dybt i min sjæl lige siden. Det skabte frygten for at blive druknet i et badekar og begravet i et hul i grusgraven, hvis jeg sagde det til nogen.

Senere blev jeg truet af min farfar, der stak et jagtgevær i munden på mig. Hvis jeg sagde noget til nogen, så ville jeg blive skudt og begravet langt ude i skoven. Han gjorde senere alvor af truslen, dog ikke med et gevær, men “kun” ved i samarbejde med min far at kvæle mig ihjel med en pude over hovedet i en seng. Min far genoplivede mig med kunstigt åndedræt. Det er det bedste, han har gjort for mig, selvom jeg husker døden som en befrielse.

Det dybeste mørke

Det er det dybeste mørke i mit sind. Den altoverfældende frygt for at blive dræbt af min far og farfar i konspiration med resten af min familie. Enten ved at blive kvalt i et badekar og hældt i et hul i en grusgrav. Eller ved at blive skudt i hovedet og begravet i en skov. Eller ved at blive kvalt med en pude, som var en trussel som de gjorde så meget alvor af, at jeg gled ind i dødsprocessen.

Hvad er det største mørke i dit sind? Kan du se mørket direkte i øjnene og trække projektionerne tilbage fra f.eks. politik og konspirationsteorier? Ved du sådan helt klart og tydeligt, at Mette Frederiksen ikke er din mor, og Søren Brostrøm ikke er din far? Jeg tror, at den mentale proces er meget vigtig for alle, der er fascineret af konspirationsteorier om en mørk elite, der truer og bestemmer over os. Både for den enkeltes mentale sundheds skyld og for at fremme rationel tænkning om politiske problemer – for de onde sataner skal selvfølgelig ikke have lov til at slippe afsted med det, uden vi siger det til nogen, om ikke til andre så til os selv og hinanden!

Relateret: