Der er kun én vej til frihed

Den eneste vej til frihed er massiv vækkelse af folket. Det er ikke nok med en kritisk masse på 10 %. Vi skal over 50 %, og vi har travlt!

Det er i den forbindelse underordnet, at der bliver spildt tid og energi på infightning i frihedsbevægelsen. Det er ikke nødvendigt, at frihedskæmpere samler sig under én paraplyorganisation. Det kan tværtimod også være en fordel med mange grupperinger og interne mistanker, da det forhindrer fjenden i at kontrollere os. Det vigtigste er, at vi OGSÅ bruger energi på outfighting.

Vi skal være opmærksom på alt, der på den ene eller den anden måde forhindrer os i folkeoplysning. Det omfatter også falske håb og rygter om, at store retssager snart får fældet de kriminelle, eller at en eller anden hemmelig gruppe af white hats kommer og redder os. Vi er nødt til at tage ansvaret selv!

Medie- og kommunikationsstrategi

Når det er sagt, så er der to vigtige overvejelser: Hvordan kommer vi ud med budskaber til folk, der ikke i forvejen modtager alternative nyheder, og som ikke i forvejen har alternative venner? Hvordan griber vi kommunikationen an rent psykologisk, så den har den tilsigtede virkning?

Svaret er enkelt: Vi bliver nødt til at møde folk, hvor de er – både rent praktisk og rent psykologisk.

Rent praktisk vil det mest effektive være at få massiv, konstruktiv omtale i mainstream-pressen. Dette er desværre umuligt, da pressen via statsstøtten arbejder for besættelsesmagten, idet regeringen og statsadministrationen er besat af fjenden. Vi får aldrig mainstream-pressen til at følge pengespor om bl.a. WHO, idet de samtidig vil afsløre, hvem de selv arbejder for, nemlig regeringen, via statsstøtten på mange millioner kroner hvert år.

Alternativt kan man, teoretisk set, købe et kendt medie frit. Det vil kræve mange penge og en villighed hos sælgeren til at sælge. Det er næppe realistisk.

Det er mere realistisk at etablere et nyt medie, der markedsføres som mainstream ved at give folk det, de vil have, men som også bringer god, gammeldags, magtkritisk journalistik indimellem. Dette vil dog også kræve en stor startkapital. Det kan dog til gengæld ses om en investering i en reel virksomhed, der kan give overskud på sigt.

Endnu mere realistisk og kortsigtet, men også dyrt, er det at købe eksponering af budskaber i form af annoncer i mainstream-pressen samt udendørs reklamer, reklamer på busser, i tog, osv. Simpelthen plastre Danmark til med de spørgsmål og mulige svar, som mainstream-pressen afstår fra at bringe.

Endelig er der selve den psykologiske kommunikationsstrategi. Her er kunsten også at møde den enkelte, hvor den enkelte er i stedet for at forvente, at den enkelte flytter sig et andet sted hen først. Det betyder, at man som oplyser må ydmyge sig selv og via empati prøve at forstå, hvad den enkelte selv forstår, før man kan gøre sin egen mere-forståelse gældende. Jo mere man brænder for sagen, des sværere er det, og jo mere ender man med at skræmme folk væk i stedet for at oplyse dem.

Folkeoplysning er ikke let, men det er muligt – og nødvendigt!