Slankekure giver penge og magt til producenterne, mens sundhedsproblemerne for brugerne bliver forværret.
Slankekure kan forstås bredt som ethvert middel, der (1) lover vægttab til mennesker med overvægt, og (2) er baseret på udefrakommende kontrol, der er pludselig, total og tidsbegrænset.
Slankekure omfatter mange forskellige diæter, kostplaner og kostprincipper, der i sin essens alle omfatter restriktiv spisning via ydre kontrol.
Restriktionerne kan fokusere på mængden og/eller typen af mad, der er henholdsvis tilladt og forbudt at spise – altid adskilt af konkrete, tydelige grænser.
Motion og medicin kan også bruges som slankekur, når disse midler ordineres til brugeren, hvis opgave det derefter er at overholde det udefrakommende program.
De fælles træk for disse forskellige midler i slankekure er psykologiske. En slankekur er noget, der kommer udefra, som man følger i en periode for at opnå et vægttab. Brugerens rolle psykologisk set på tværs af de forskellige midler er at overholde programmet. Det kræver en høj grad af motivation, selvkontrol og lydighed af brugeren at være en overholder.
Det kræver også en høj grad af villighed til at ofre frihed at være på slankekur. Det er den byttehandel, der foregår i alle slankekure: Brugeren ofrer noget af sin frihed for i stedet at blive belønnet med vægttab. Spørgsmålet, som alt for få stiller sig, er, om denne ofring af frihed er gunstig eller skadelig.
Utallige videnskabelige forsøg med mennesker med overvægt på forskellige slankekure taler sit eget tydelige sprog: Enhver slankekur giver vægttab, så længe man overholder kuren i tilstrækkelig grad. Når man afslutter kuren, begynder vægten at stige igen tilbage til udgangsvægten. Det veldokumenterede mønster ses både med slankekure som kostplaner og som medicin. Det opnåede vægttab på en slankekur bliver ikke bevaret.
Ganske mange brugere tager endnu mere på efter kuren, end de tabte på kuren. Det kan der være både fysiologiske og psykologiske årsager til såsom uhensigtsmæssige ændringer i forbrænding og spisetrang, der varer ved efter slankekuren.
Slankekure øger risikoen for spiseforstyrrelser, både anoreksi, bulimi og BED (Binge Eating Disorder). Det forringer den mentale sundhed. Slankekure forringer også den fysiske sundhed, hvis vægttabet ikke bliver bevaret. Det er således fysiologisk markant sundere at være stabilt overvægtig end at tage ture ned i vægt på slankekure og op i vægt igen bagefter, igen og igen.
Der sker samtidig en indlæring af hjælpeløshed fra slankekure, da de alle er baseret på ydre kontrol og undertrykkelse af selvbestemmelse. Denne indlærte hjælpeløshed kan sprede sig til andre områder af livet og sundheden.
Den altid helt sikre virkning af slankekure er, at der sker en overførsel af magt og penge fra individet til noget ydre. Denne overførsel gør samtidig, at der er store økonomiske og politiske interesser i at fastholde troen på slankekure som løsning på overvægt. Det afspejler sig i forskningen, hvor der er en chokerende mangel på udvikling og dokumentation af effekten af frihedsbaseret, holistisk behandling af overvægt. Der er dog tilstrækkelig dokumentation til at fremføre en velbegrundet hypotese om, at frihedsbaseret behandling af overvægt medfører et langsommere, men kontinuerligt og i sidste ende betydeligt større og mere stabilt vægttab i modsætning til slankekure, der medfører et hurtigere vægttab, der er forbigående. Der kan samtidig argumenteres for, at både den fysiske, mentale og sociale sundhed forbedres med frihed i stedet for slankekur.
Det er mindst to forskellige, sunde alternativer til slankekure: et alternativ med fokus på sundhed i stedet for vægttab (ligevægt) og et andet alternativ med fokus på både sundhed og vægttab (slankekurs med små skridt). Disse to alternativer tillægger begge psykologiske faktorer større sundhedsmæssige betydning end selve det fysiske vægttab. Indenfor dette samlede, alternative slankeparadigme kan det medføre meget forskellige vægtforløb afhængig af de konkrete metoder og principper i undervisningen og vejledningen af brugerne. Men det handler altid dybest set om at hjælpe mennesker med overvægt til at få det bedst mulige ud af deres frihed, herunder friheden til at spise som de vil. Det handler også altid om at give slip på den overdrevne, urealistiske kontrol af kropsvægten.
Relateret: