Ethvert menneskes udviklingsvej er unik, men måske er der alligevel nogle gennemgående stadier. Her et bud på stadier i udviklingen af bevidsthed om holistisk politik.
Stadie #0: Ligeglad
Udgangspunktet er det stadie, hvor du er bedøvende ligeglad med politik i nogen som helst form. Det er noget nær det mest uinteressante, kedelige og ligegyldige, du kender til.
Det betyder ikke, at du er uengageret. Du bruger bare al din energi og opmærksomhed på noget, som du mener er mere vigtigt.
Stadie #1: Højre/venstre-bevidst
Det første stadie er at blive bevidst om og tage stilling i den dominerende politiske diskurs. Det er fortællingen om det politiske spektrum fra venstre over midten til højre.
På dette stadie finder du ud af, om du er venstreorienteret, højreorienteret eller midterorienteret. Du begynder måske at identificere dig som socialist, liberal eller socialdemokrat. Det kan også være, at du melder dig ind i et af de etablerede politiske partier og støtter op om deres sager, som også bliver dine sager.
På dette stadie betyder det meget for dig at deltage i demokratiet, så du stemmer altid, når der er valg.
Stadie #2: I den gode sags tjeneste
Din politiske bevidsthed og passion vokser, så du engagerer dig i eller flere af de vigtige sager, som du hører om i medierne og fra dine venner. Måske melder du dig ind i en græsrodsorganisation og deltager i demonstrationer, møder og andre politiske aktiviteter for den gode sag.
Gode sager på dette stadie er f.eks. klimakampen, og du er stolt af hashtagget #klimatosse. Du forbinder dig også stolt med det blå-gule Ukraine-flag. Eller også er du #metoo-feminist, der er træt af hvide, heteroseksuelle mænds dominans i samfund. Du er i hvert fald modstander af racisme og tilhænger af #lgbt-rettigheder inkl. de mange køn. Det betyder meget for dig at redde klimaet og kæmpe for de svage. Du er træt af, at de etablerede politikere i højre/venstre-spektret gør for lidt.
Stadie #3: Konspirationsteoretiker
Din skepsis overfor det etablerede politiske system vokser, og da du falder over videoer på nettet med alternative forklaringer, begynder du at studere konspirationsteorier.
Du tror på konspirationsteorierne, og du får nye venner, der også tror på konspirationsteorier. I identificerer jer som ‘vågne’, mens resten af befolkningen er ‘sovende får’.
Du engagerer dig i politiske sager, der er baseret på konspirationsteorier. Måske bliver du ‘9/11 Truther’, og du var helt sikkert engageret i ‘frihedskampen’ mod coronapolitikken og de farlige vacciner.
Dette stadie omfatter en for mange ganske voldsom psykologisk proces med forvirring og tvivl og ny orientering.
Stadie #4: I den store frelsers tjeneste
Frustreret over verden søger du håb, mening og fællesskab. Det kaster dig i armene på ‘den store frelser’, og du bliver en trofast discipel.
Måske bliver du nykristen, flytter til Vrensted og venter på, at Jesus vender tilbage og frelser os. Måske bliver du trumpist og hepper på ‘de tre musketerer’ Trump, Musk og Kennedy. Måske bliver du lydig i en politisk organisation med en karismatisk leder, der forklarer dig klart og tydeligt, hvem de onde er, og som giver dig en følelse af tryghed i den kaotiske verden. Måske føler du dig draget af Lars Boje til Borgernes Parti eller Mads Levi Palsvig til JFK21. Det kan også være, at du ser Putin og Rusland som den store frelser.
Stadie #5: Menneskeskabte fortællinger med magt
På det femte stadie udvikler du en dybere forståelse af de fortællinger, der bærer magt, og som du måske hidtil har taget for givet. Det omfatter også religiøse fortællinger, som du indser også er skrevet af mennesker. Eller fortællinger om pressen, demokratiet, kongehuset, penge og alt det vigtige, som du tidligere har kæmpet for. Du indser, at det hele er fortællinger, som måske, måske ikke, er sande.
Denne indsigt genaktiverer den traumatiske indsigt fra konspirationsstadiet (stadie #3), så du bliver måske nødt til at tage en ny indre rejse med forvirring og tvivl på, om du overhovedet kan stole på noget eller nogen som helst. Resultatet er, at du enten vender tilbage til trygheden i stadie #4, eller også fortsætter du med frygt og bæven at søge sandheden om de magtbærende fortællinger.
Du slipper dine faste overbevisninger og accepterer din tvivl. Det er også på dette stadie, hvor du for alvor søger nye og originale veje i dit liv i erkendelse af, at bedrag ikke kun findes i den ydre, politiske verden, men også i din indre verden. Du opdager, at det gode liv for dig måske er et helt andet, end du hidtil havde troet. Den politiske vækkelse bliver i stigende grad også en personlig og åndelig vækkelse til de bedrag, som hele det moderne liv som menneske er baseret på.
Stadie #6: Åndelig krig
Udviklingen af din bevidsthed om holistisk politik fortsætter fra dit ydre til dit indre. Det står dig mere og mere klart, at det dybest set er en åndelig krig mellem Lyset og Mørket. Og denne krig har stået på i umindelige tider.
Du ser de store perspektiver, også de historiske. Du ser, at det, der udfolder sig i den ydre politik nu blot er varianter af gamle temaer, strategier og metoder. Mørket prøver at snyde dig og alle andre ved at fremstå som Lys, men på dette stadie kan du intuitivt se det falske lys, når det kommer til udtryk i verden, og du kan bevidst vælge at lade være med at adlyde.
Stadie #7: Kosmisk puslespil
Din spirituelle udvikling fortsætter og fører til indsigten i, at vi alle er væsener af Lys. De fleste af os har bare ikke opdaget det endnu. Eller også har vi glemt det igen.
Du indser, at Mørket kun kan fungere, så længe mennesker ikke er i stabil kontakt med Lyset.
Du opdager, at der både er et individuelt og et kollektivt spirituelt plan, der spiller sammen.
Du indser, at dit indre Lys er et af mange, som en af mange stjerner på Himlen. Du indser, at vi hver især er en vigtig brik i et kosmisk puslespil. Det spirituelle mål er, at Lyset bliver tændt i alle mennesker. Men allerede når Lyset er stabilt tændt i omkring 10 % i en gruppe, så vil der begynde at ske ting og sager af sig selv. Det åndelige Lys manifesterer sig i politiske handlinger drevet af åndelige, menneskelige værdier om sandhed, ligeværd, frihed, fred, retfærdighed og transparens.
Dit politiske engagement bliver et spirituelt engagement, hvor du tilstræber at hjælpe ét medmenneske ad gangen.