Sundhedspotentialet i skabende amatørmusik

Vi skal ikke kun lytte til musik, vi skal også skabe det selv. Skabende amatørmusik har et stort potentiale for at forbedre menneskers mentale og sociale sundhed.

Den moderne musikkultur er næsten udelukkende en lytter- og forbrugerkultur.

Det grunder i økonomiske forhold drevet af en stor musik- og eventindustri, ligesom musik i TV som f.eks. X Factor ligeledes vægter populær performance fremfor original kreativitet.

Dermed undertrykkes musikkens oprindelige betydninger for almindelige mennesker, herunder musikken som mulighed også for ikke-professionelle musikere at udtrykke det, der på anden vis måske er umuligt at udtrykke.

Denne udvikling er paradoksal, da musikterapi er en etableret videnskab med veldokumenterede sundhedsvirkninger. Nogle af disse virkninger kan komme ved at lytte til musik, mens andre kræver aktiv deltagelse eller ligefrem kreativ skabelse.

Blandt de uopdyrkede sundhedspotentialer i musik er potentialet i selv at skabe musik. Det vil sige sundhedsvirkningerne ved at skrive, skabe, øve, optage og lytte til egne sange eller andre former for musikalske udtryk. Det kan være en særdeles følelsesudrensende proces, og ved at lade andre lytte med til optagelser eller levende fremføring kan man dele noget personligt og autentisk. Man kan komme ud med det, der tynger.

Ligesom hjemmelavet mad har en særlig kvalitet, når man serverer det for andre, så kan hjemmelavet musik også noget helt særligt, når man præsenterer det for andre.

Relateret til det er en anden målestok for musikkvalitet. Det handler ikke længere om, at det skal lyde smukt eller være teknisk avanceret og dygtig. Det er værdier fra den industrialiserede musik- og performancekultur. Den nye musikkvalitet handler primært om, at det skal ramme lytteren, herunder først og fremmest skaberen selv, på en følelsesmæssig måde. Den gode musik bliver dermed den musik, som skaberen selv oplever som sundhedsfremmende at lytte til også efter selve produktionen. Formålet er at udtrykke det, der kalder på at blive udtrykt lige nu og her uden strategiske overvejelser, om det nu også er noget, som de store masser og pladeselskaber kan bringe ind på hitlisterne.

Det handler også om nærvær og det fulde spektrum af vibrationer ved levende, akustisk sang musik, der ikke er blevet begrænset gennem ledninger, højttalere og endnu mere avanceret teknologi. Det giver nye perspektiver for healende intimkoncerter og lignende.

Peer Brændgaard har selv positive erfaringer med at skabe musik som led i udvikling af holistisk sundhed. Det gør han under kunstnernavnet Burnfarm. Du kan finde og høre hans udgivelser online her. Hans udgangspunkt var at kunne absolut ingenting rent musikalsk, da han gik i gang med at lære basale akkorder i midten af 40’erne.

Relateret:

Brændgaards Basale Budskaber