Små Skridt er et koncept udviklet af Peer Brændgaard – i første omgang som en slankemetode, siden som en universel metode til alle former for gavnlig udvikling.
Konceptet tager udgangspunk i den japanske udviklingsfilosofi kaizen. Det er en filosofi om at tage den store udvikling som en lang række af små skridt – altid med fokus på det næste realistiske skridt i stedet for at lade overvælde af tankerne om hele den lange rejse.
Små Skridt er også inspireret af Self Determination Theory, Du Bestemmer-metoden, Immunity-to-Change-coaching (Kegan & Lahey), humanistisk psykologi og den videnskabelige metode med hypoteseformulering og eksperimentel afprøvning. Målet er at gøre den enkelte til forsker i sit eget liv og sine egne vaner med henblik på at finde frem til det, der er både realistisk og effektivt.
Sandheden om både sundhed, vægttab og det gode liv er, at det kan se ud på mange forskellige måder. Målet i hjælpekunst bør derfor ikke være at udvikle en plan, der passer til alle, men derimod at hjælpe den enkelte til at finde sin egen vej og kurs med de rette, konkrete små skridt.
Som vægttabsmetode adskille Små Skridt sig fra slankekure ved, at de tilsigtede kostændringer indføres gradvist i stedet for pludseligt med henblik på at opnå varige i stedet for forbigående vaneændringer. Det giver typisk et vægttabsforløb med langsommere vægttab i starten sammenlignet med kur eller kostplan. Til gengæld fortsætter vægttab over længere tid, og det samlede vægttab bliver større og lettere at vedligeholde.
Det har afgørende betydning for metoden, at det er den enkelte selv, der bestemmer og via praktiske afprøvninger når frem til til erkendelser af, hvad der er realistisk, og hvad der er urealistisk. Konceptet omfatter således en bevægelse af magten fra eksperten til folket, hvor eksperten får en mere ydmyg hjælperrolle, der kan orientere om evidens og fremføre forslag (ikke ordrer) om handlemuligheder.
Mere om Små Skridt-metoden:
- Sundhedsstyrelsen: Små skridt til vægttab ‒ der holder LINK inkl. gratis PDF
- Sundhedsstyrelsen: 10 veje til vægttab. LINK inkl. gratis PDF
- Flere bøger: Lynkurs, Slank på ét sekund, Slankekurs. LINK