Hvad kan vi kalde det i stedet for ‘vågen’?

Siden starten af corona har en stor del af min omgangskreds været folk, der kalder sig selv ‘vågne’. Men hvad mener de egentlig med det, og kan vi finde på et bedre begreb?

Det, de umiddelbart mener, er, at de var og er imod regeringens coronapolitik. Det kan efter min opfattelse også helt klart være et udtryk for at være ‘vågen’. Men hvad nu hvis man samtidig ‘sover’ på andre punkter? Er man så stadigvæk ‘vågen’? I den forbindelse er det mere rimeligt at tale om, at man er ‘delvis vågen’. Hvis man identificerer sig som ‘absolut vågen’, så kan den selvidentifikation forhindre videre vækkelse. Lidt ligesom når man giver børn ros i stedet for anerkendelse. Ros stagnerer udviklingen, hvorimod anerkendelse støtter kontinuerlig udvikling.

Vi kan foreløbigt konkludere, at vågenhed ligesom de fleste andre fænomener her i livet er et spektrum af mange forskellige grader. For at stige i graderne skal man ‘vågne’ om flere og flere emner.

Begrebet ‘vågen’ har spirituelle betydninger, men den spirituelle vækkelse er næppe altid nødvendig for at være imod f.eks. regeringens coronapolitik. Den holdning til corona kan være motiveret af meget andet, hvorved identifikationen som ‘vågen’ bliver endnu mere vildledende og selvforførende.

Det bringer os til vækkelsens retning, som kan være opad (spirituel), nedad (privat) eller udad (politisk). Hvis man mener, at den officielle fortælling om corona var og er et bedrag, så er der (potentielt i hvert fald) tale om en politisk vækkelse, dvs. i udadgående retning. Den vækkelse kan samspille med den spirituelle og private vækkelse, men det er ikke strengt nødvendigt. Som sidebemærkning kan jeg nævne, at det er min personlige erfaring, at ægte, holistisk vækkelse går i alle tre retninger samtidig.

Det er min erfaring fra flere års samtaler med ‘vågne’ (dvs. anti-corona), at de stort set alle snorksover på en masse andre områder. Det har jeg også selv gjort, men det er kun muligt at indse retrospektivt. Man kan tilbage i tiden, dvs. via sin hukommelse, erkende, at man tidligere troede på en fortælling, som man nu ikke længere tror på. Derfor mener jeg, at et kendetegn ved ægte vågenhed er et mindset karakteriseret ved åbenhed, ydmyghed og nysgerrighed overfor nye beviser og argumenter imod det man nu tror på som ‘vågen’. Jeg glæder mig selv hver dag til at opdage noget nyt, som jeg er blevet snydt med, eller som jeg har snydt mig selv med.

Fra ‘vågen’ til ‘alternativ’

I stedet for overhovedet at kalde det noget som helst med at være ‘vågen’, så kan vi f.eks. kalde det at være ‘alternativ’ underforstået i forhold til hovedstrømmen og etablissementet. Ligesom musik kan være ‘alternativ’ (eller ‘indie’), hvor det så henviser til en særlig genre og holdning til musik, hvor kunstnerne søger noget andet end popularitet blandt de store masser, ligesom det alternative musik-publikum også søger noget andet, som ikke nødvendigvis er bedre, blot anderledes, og dermed alternativt i forhold til det, som de fleste søger i musik.

En anden fordel er, at begrebet ‘alternativ’ er mere ikke-dømmende end begrebet ‘vågen’, hvilket fremmer brobygning og forståelse og reducerer strid og konflikt. Det er ikke i vores interesse som folk, at vi skændes og mobber hinanden i en skyttegravskrig mellem to grupper, der begge er helt sikre på, at de selv har ret, og de andre tager fejl. Et sundt samfund er karakteriseret ved, at uenige mennesker kan udveksle synspunkter uden at ryge i totterne på hinanden og måske ligefrem drevet af et fælles sæt af værdier såsom sandhed, retfærdighed og demokrati.

Vi kan udvide og specificere begrebet yderligere til ‘alternativt nysgerrige’ som en ny fællesnævner for os, der er åbne for kritik af de herskende narrativer samt åbne for alternative fortællinger. Dermed går selvidentifikationen fra at være et usundt selvbedrag til at understøtte mental sundhed.

Hvad mener du?

Relateret: