Sagen om Mette Frederiksens slettede SMS’er, som hun forhindrede politiet og/eller efterretningstjenesten i at genskabe, baner vejen for en borgerlig regering.
Vi skal nok ikke forvente, at de SMS’er nogensinde ser dagens lys. Det behøver de heller ikke for at tjene deres nye funktion: Fokuspunkt for utilfredshed med den nuværende regering og den oplagte sag for at samle en borgerlig opposition til næste folketingsvalg med henblik på at danne en ny, borgerlig regering.
Når SMS-sagen får lov til at fylde så meget som den gør nu i både medierne og debatten i Folketinget, så er det fordi, den på en eller anden måde er godkendt som noget, vi godt må tale om igen. Vi så jo ellers ved starten af coronabesættelsen, at chefredaktørerne for landets store medier blev truet af den dybe statsmagt til at afstå fra at udøve kritisk journalistik om den sag. Magtsystemet kunne let have undgået genopblussen af SMS-sagen ved simpelthen at være “kommet til” at slette det notat, der er nyheden nu.
Sagens genopblussen er efter min mening udtryk for en vurdering blandt dem, der virkelig bestemmer, om, at Mette Frederiksen er ved at være slidt op, så det er på tide at køre den sædvanlige, kontrollerede opposition ind på scenen igen til at fortsætte den ønskede, globalistiske politik. Her spiller den artige zionist med det mærkelige efternavn, Alex Vanopslagh, den centrale rolle som ‘Vanguard‘ for det frihedselskende folk, der ved at stemme på Liberal Alliance kan få forløsning for deres frustrationer og frelse fra de onde socialdemokrater og den diktatoriske statsminister.
Vi kan dog være 99 % sikre på, at der med en ny, borgerlig regering ikke kommer til at ske en skid på de væsentlige punkter. Vi kan være 99 % sikre på, at det politiske system i Danmark forbliver sygt med Alex Vanopslagh som statsminister. Det siger jeg, selvom jeg også selv er liberal. Jeg giver dog ikke en skid for den form for liberalisme, som Liberal Alliance står for. Jeg har derfor længe omtalt dem som Kapital Alliance.
Med andre ord: Det bliver stadigvæk de ekstremt rige, der bestemmer alt for meget over det danske folk. Den ønskede politik vil blot blive gennemført med en mere blå farve overfor en farveblind befolkning, der ikke kan se, at alle partier skal være knaldhamrende røde for overhovedet at få lov til at spille med i det kongelige teater. Grøn er i den forbindelse også en rød farve, da den grønne politik (i hvert fald klimadelen af den) blot er en anden måde at realisere planen, som jeg kalder Kommunisme 2.0.
Relateret: