Jeg har de senere år brugt en del tid på at studere gamle religioner og spirituelle traditioner, og jeg har fundet to, der stemmer godt overens med min egen Lystro.
Jeg har tidligere skrevet om Zarathustrisme, og jeg har nu også fået studeret en senere religion i samme åndstradition: Manikæisme.
Zarathustrisme blev grundlagt af Zarathustra, der levede i Persien ca. 1200-1000 f.v.t. Manikæisme blev grundlagt af Mani, der levede i Mesopotamien 216-276. Mens zarathustrisme kun er næsten uddød i dag, så er manikæisme fuldstændig udslettet.
Det er nu eller aldrig
Jeg vurderer, at tiden nu er kommet til at genoplive de to gamle religioner i en ny, moderne udgave. Dels fordi, det er de to, der efter min mening kommer tættest på sandheden om menneskets åndelige natur frigjort fra misbrug til undertrykkende, politiske formål – og dels fordi verden nu er så formørket, at det er ved at være sidste chance, hvis vi vil undgå, at også vores civilisation går til grunde, udslettet af mørkets kræfter.
Kosmologien omfatter, at der findes en ægte og gennemført god Gud, som det er umuligt for os at begribe og beskrive med ord. Den ægte, guddommelige essens kan beskrives som lys, der både er metafor og måske samtidig i form af lysets elementarpartikler fotoner den målbare overgang fra de synlige til de for mennesket usynlige dimensioner i universet. Det sidste stammer ikke fra de to gamle religioner, men derimod fra moderne kvantefysik, der således danner et rationelt fundament for denne form for åndelighed. Matematikken i kvantefysik går kun op, hvis der er flere dimensioner. Helt præcist 10 eller 11, mod de 3 eller 4 som vi nu er i stand til begribe med vores sanser.
Gud har ikke skabt verden
I følge zarathustrisme og især manikæismen er det ikke den gode Gud, der har skabt den fysiske verden. Det er en ond ånd, der symboliseres ved mørke, der prøver at bilde mennesker ind, at den er Gud og lys. Den mørke ånd prøver på mange forskellige måder og især via genfødsler at fastholde mennesket i den verdslige eksistens uden at opdage sin dybeste essens af lys.
Teorien er videre, at alle mennesker har et glimt af det ægte lys i sig ‒ en del af den sande, ægte, lysende Gud. Denne forplantning af åndeligt lys i menneskets formørkede kaos er den sande Guds primære strategi i den åndelige kamp mod den mørke ånd. Den sande Gud gør ikke så meget direkte, men opererer indirekte via vores indre lys.
Det etisk gode liv
Budskabet i de to gamle lysreligioner er primært et etisk budskab: Det er op til hvert enkelt menneske at erkende lyset og mørket i sig selv og i verden, og derefter aktivt vælge med tanke, ord og handling at arbejde for lyset og imod mørket. Lyset er ægte godhed. Mørket er ægte ondskab. Det omfatter dybe refleksioner over etikken i motiver og intentioner i livets små og store valg og gerninger.
Det er desuden vigtigt, at man ikke lader sig friste til genfødsel, når denne krop dør, men derimod flyver videre til næste niveau af eksistens. Det kan lade sig gøre, når man i levende live har direkte erfaret, at man er lys, så man ikke bliver chokeret af den spirituelle oplevelse i selve dødsprocessen og derfor fristes til at gå med det behagelige lys (som der er et falsk, lokkende lys skabt af den mørke ånd), som fører til endnu et liv som hjælpeløst babymenneske i en verden domineret af mørkets magt.
Relateret: