Tillad mig at foreslå en ny psykiatrisk diagnose: dissensfobi. Denne samfundskritiske sygdom kommer til udtryk som ekstrem frygt for uenighed.
Det er mit indtryk, at dissensfobi er særligt udbredt i de mest ekstremistiske dele af hovedstrømmen og modstrømmen. Journalister på de store, statsfinansierede nyhedsmedier samt modstandere af covid-19-vaccinerne er i særlig risiko for at blive ramt. Det skyldes bl.a., at deres gruppetilhørsforhold bliver forstærket af dissensfobi, dvs. de opnår en særlig sekundær gevinst ved lidelsen.
Dissensfobi er en samfundskritisk sygdom på to måder: Dissensfobi er kritisk for samfundet, da det forhindrer fri og demokratisk debat om relevansen og sandhedsværdien af de fortællinger, som magten er baseret på. Dissensfobi er også en samfundskritisk sygdom på den måde, at den er udtryk for en sygdom i selve samfundskritikken. Det er nemlig karakteristisk for et sygt samfund, at der ikke er nogen offentlig debat om de narrativer, som er grundlaget for udøvelsen af magt og autorititet i samfundet. Det kan derfor diskuteres, hvorvidt diagnosen dissensfobi skal tildeles individer eller snarere hele den senmoderne kultur.
Jeg vurderer, at 9 ud af 10 dissensfobikere har en undvigende adfærd i forhold til uenighed. Det betyder, at de simpelthen klikker væk eller lader være med at tale med folk, som er uenige med dem om visse emner. Den sidste 1 ud af 10 har derimod en konfronterende adfærd, hvor de i stedet for at flygte fra uenigheden udtrykker deres uenighed i form af ytringer og handlinger, der er drevet af vrede og foragt for den part, der har udtrykt en holdning, som de er meget uenige i. Den både undvigende og konfronterende adfærd bliver forstærket af algoritmerne i de store sociale medier såsom Facebook.
Behandling af dissensfobi
Målet med det første trin i behandlingen af dissensfobi er, at den ramte erkender, at den ekstreme frygt for uenighed er et problem.
Dernæst kan man tage små skridt ud af dissensfobi ved at praktisere kognitiv selvcoaching ved regelmæssigt at stille bl.a. disse spørgsmål til sig selv:
- Hvordan kan uenighed være gavnlig?
- Hvorfor mener jeg det, jeg mener?
- Mener jeg det, jeg mener, fordi jeg har undersøgt sagen selv, eller har jeg bare kopieret den dominerende holdning i min sociale gruppe?
- Hvorvidt er jeg i stand til at argumentere rationelt for min holdning for en neutral person?
- Er min holdning baseret på følelse eller fakta?
- Hvordan taler jeg til børn, som siger noget, der er forkert, eller som jeg er uenig i?
- Har jeg tidligere i mit liv taget fejl om noget?
- Hvordan kan jeg forberede mig på argumenterne imod mit synspunkt, før jeg møder uenigheden?
- Hvad er det egentlig jeg frygter ved lige netop denne uenighed?
- Hvad er det værste, der kan ske, hvis jeg tager fejl?
- Hvordan mon det er at acceptere uenigheden og sidde stille med og iagttage strømmen af tanker, følelser og fornemmelser?
- Mon jeg er enig om noget med dem, som jeg er mest uenig med om noget andet?
Relateret: