Jeg belyser her to aktuelle sager, der efter min mening er præget af overtalende kommunikation for at få Israel og jøder til at fremstå som unikke, uskyldige ofre for irrationelt had.
Israelske fodboldfans har tilsyneladende været oppe og slås med andre fodboldfans i Amsterdam i nat. Det skriver statsmediet DR om i hele mindst tre nyhedsartikler (1, 2 og 3).
Det er jo ikke ligefrem et særsyn, at hooligans slås med hinanden. Det bemærkelsesværdige er, at når det er israelske fodboldfans, der bliver overfaldet, så bliver det stemplet som ‘antisemitisme’, dvs. irrationelt had mod jøder. Vi skal åbenbart forstå, at det i hvert fald ikke kan være motiveret af vrede som følge af det folkedrab på muslimer, som jøderne er i gang med i Palæstina nu, og som verdenssamfundet ser igennem fingre med. Jøder er altid uskyldige ofre, når de bliver overfaldet, også når deres hjemland er i gang med folkedrab.
Jeg siger ikke dermed, at det er i orden at overfalde uskyldige mennesker. Jeg mener i øvrigt, at hooliganisme er tåbeligt. Jeg bemærker blot, at antisemitisme-propagandaen straks går i gang, og at ingen nævner, at det trods alt er forståeligt at føle vrede, når man møder medlemmer af en gruppe, der er i gang med dræbe uskyldige medlemmer af den gruppe, man selv tilhører. Men når man kritiserer et folkedrab, hvor jøder er gerningspersonerne, (som i øvrigt ikke er det første i verdenshistorien), så er man en ondskabsfuld ‘antisemit’ drevet af et irrationelt had mod de kronisk uskyldige og forfulgte jøder. Det er svært at se dette som andet end psykologisk krigsførelse for at forsvare et igangværende folkedrab.
Håndgranatsagen
Relateret til den nyhed har vi den om, at “unge svenskere fængsles i yderligere 20 dage efter håndgranater mod Israels ambassade” i samme statsmedie i går. Da hændelsen lige var sket, så skrev pressen, at håndgranaterne var kastet “i nærheden af” Israels ambassade. Nærmere bestemt 100 meter væk. Det betyder, at pressen, politiet og anklagemyndigheden nu åbenbart i fulde alvor mener, at en forbrydelse, der er begået 100 meter væk fra ‘nogen’ kan kategoriseres som et angreb på ‘nogen’. I hvert fald når ‘nogen’ er en forsamling af stakkels, uskyldige jøder. Det er jo sådan set helt vildt krænkende for dem, der rent faktisk bor der, hvor håndgranaterne blev kastet, altså 100 meter væk fra jøderne. Man plejer normalt at blive sigtet for de forbrydelser, man rent faktisk har udført og ikke de forbrydelser, som man kunne tænkes at have villet udføre i stedet for.
Og hvor går grænsen egentlig for, hvor langt væk fra en jøde en voldsforbrydelse kan foregå, før forbryderen kan sigtes for antisemitisk terrorangreb? 200 meter, 300 meter, 400 meter?
Og hvad er egentlig forklaringen på, at de to dumme svenskere kunne ramme så meget ved siden af? Var de blevet instrueret i at ramme ved siden af, eller var de bare ekstra dumme terrorister?
Ja, jeg undrer mig bare, mens dén kognitive aktivitet stadigvæk er lovlig. Jeg er, selvfølgelig, modstander af alle former for folkedrab og terrorangreb. Det er en utrolig dum strategi, hvis man tror, at man kan standse Israels folkedrab på palæstinensere ved at overfalde uskyldige fodboldfans i Holland eller kaste med håndgranater nogen som helst steder i Danmark. Konsekvensen af den slags idioti er udelukkende, at Israel og jøderne får styrket deres offerkort, så de får mere social kredit til at fortsætte myrderierne i Gaza. Man skal derfor som efterforsker også altid være åben for, at det i virkeligheden kan være magtjøder, der står bag overfaldene på menige jøder via nyttige idioter, da det er magtjøder, der får noget ud af de socialpsykologiske konsekvenser af den massive presseomtale af disse sager. Men dén kriminologiske teori er jo antisemitisk, så jeg vil nu sætte mig over i skammekrogen og vente på, at de skyldige bagmænd måske igen går fri, mens dansk politi kun graver i den politisk korrekte overflade af kriminalitet.
Relateret: