Introduktion for normale

Velkommen til netmediet Via Brændgaard, som du af gode grunde måske oplever som noget underligt noget.

Her finder du emner, som du ikke møder i normale medier. Du finder også kritik af det, som de andre medier bringer. Og det spænder vidt fra sundhed over politik til spiritualitet.

Nogle indlæg på Via Brændgaard er mere underlige end andre. Du synes måske, at nogle emner er hippieflip, konspirationsteorier, antisemitisme eller bare det rene volapyk.

Det kan være, at du har ret. Det kan også være, at Via Brændgaard er ligesom at lære et nyt sprog. Alle nye sprog virker som volapyk alene af den grund, at de er nye, og man har endnu ikke prøvet at få dem lært. Det kræver som bekendt en indsats at lære et nyt sprog, til gengæld kan der så åbne sig en ny verden af forståelse for andre mennesker, samfund og kulturer. Det kan være besværet værd.

Når de almindelige medier ikke tager de vinkler op, som Via Brændgaard beskæftiger sig med, så kan det have flere grunde. Måske vurderer de, at deres læsere ikke er interesseret. Måske opfatter de nogle emner som tabu. Måske er de bange for at miste økonomisk støtte fra deres sponsorer, herunder staten, så de skruer ned for de kritiske stemmer, som deres sponsorer ikke bryder sig om.

Det er under alle omstændigheder umuligt for noget som helst medie at dække de mange forskellige meninger og perspektiver, der er i bare lille Danmark. Via Brændgaard dækker nogle af de perspektiver, der ikke får plads i de normale medier. Du kan derfor se Via Brændgaard som et supplement til dit øvrige medieforbrug, og som inspiration til at danne din egen mening og evt. lyst til at studere emnerne på egen hånd.

Relateret:

Forside