Folkedomstolen er i virkeligheden ikke en folkedomstol. Det er snarere en mediedomstol, da det er medierne, der bestemmer, hvad der skal på dagsordenen, og hvad vinklen skal være.
Der har i nyere tid været en stor mængde sager, hvor mennesker har fået ødelagt navn, omdømme og karriere alene baseret på anklager.
Problemet i disse sager er efter min mening ikke så meget ‘folkedomstolen’, da de fleste danskere alligevel blot mener det, som de afkoder de bør mene ud fra medieomtalen af de forskellige sager uden nogen som helst selvstændig, kritisk tænkning.
Problemet er, at medierne overhovedet dækker disse sager på disse ensidige måder, der ofte fuldstændig ignorerer den anklagedes perspektiv og muligheden for, at anklagerne er falske og drevet af helt andre motiver. Problemet er, at det er tabu for medierne at tage parti med den anklagede, hvorved falske anklager får alt for meget magt i medierne. Dette er særligt tydeligt i MeToo-sager.
Medierne kan ikke dy sig for at omtale sager før endelig dom, da der er mange klik i dem. Især hvis det er kendte mennesker, der bliver beskyldt for noget slibrigt. Jeg er selv en af dem, der på bitter vis har erfaret, at det reelt er ligegyldigt at blive pure frifundet i retten for alle anklager i en presseomtalt MeToo-sag, når først man er blevet lynchet af mediemaskinen. Lige så villige medierne var til at fremføre beskyldningerne mod mig, lige så uvillige var de til at fremføre muligheden for, at det var et politisk karaktermord orkestreret af den zionistiske mafia. Jeg prøvede at få dem til det, da jeg var blevet frifundet, men det turde de ikke, ligesom Københavns Politi heller ikke turde tale med mig om mine begrundede mistanker om, at den falske voldtægtsanmeldelse kom fra en ekstremistisk, zionistisk kult. Det er påfaldende, hvordan nogle anklager bliver fremført ensidigt, mens andre anklager bliver ignoreret. Det er svært at se det som andet end politisk motiveret.
Relateret: