Efterhånden som flere og flere “vågne” bliver kristne er det på sin plads med lidt fritænkeri om Jesus, kristendom og kirken.
Det er min mening, at Jesus er verdenshistoriens mest misforståede mand. På initiativ, ledelse og finansiering af de romerske herskere blev Jesus’ budskab vendt 180 grader på hovedet i Biblen og især af kirken i de følgende århundreder. Det døjer vi stadigvæk med i dag. Opgøret med den katolske kirke, som førte til protestantismen var slet ikke nok.
Jesus var fortaler for næstekærlighed og fred. Romerne misbrugte ham og budskabet om, at den eneste vej til Gud er gennem ham til med vold og magt at besætte og underkaste en række lande. Jesus blev således misbrugt til at gøre et voldeligt regime legitimt som det hellige romerske imperium. Det var lige så absurd, som når islamister i moderne tid tror, at de tjener Gud ved at dræbe uskyldige mennesker.
Da Jesus sagde, at vejen til Gud er gennem ham, så mente han det ikke bogstaveligt, ligesom det var en fejloversættelse, at Jesus var Guds eneste søn, idet han var én søn af Gud. Han talte således i metaforer med sig selv som et eksempel på et levende menneske i tæt kontakt med det, der er på den anden side af det kødelige liv og den verdslige eksistens. Formålet var at inspirere os til at blive som ham, altså levende mennesker i tæt kontakt med Gud, som ikke er en gammel mand med gråt skæg på en sky i himlen.
På samme måde er det dybt forkert at tro, at Jesus døde for vores synder. Jesus døde, fordi han blev dømt til døden. Han var ytringskriminel, idet han kritiserede de religiøse magthavere for at misbruge sand spiritualitet til at opnå rigdom og verdslig magt. Jesus viste med sine gerninger og eksempel, at vejen til åndelig frelse går gennem modige ytringer, der er drevet af sandhed og næstekærlighed på trods af voldelige trusler fra den jordiske overmagt. Jesus var meget direkte i sit sprogbrug, når han afslørede og kritiserede dem, der misbrugte åndelighed til egoistiske formål. Han var en politisk rebel drevet af en særlig ånd.
Kristendom som propagandastunt
Det var et imponerende propagandastunt at få vendt rebellen Jesus til hovedpersonen i en ny religion, kristendom, der går ud på, at de troende skal underkaste sig magthaverne. Det er efter min mening verdenshistoriens største og mest vellykkede bedrag. Mange har formentlig undgået åndelig frelse ved at tro på Jesus i stedet for at være Jesus tro i deres liv.
At være Jesus tro omfatter, at man bruger sin menneskelige eksistens som en unik mulighed for åndelig udvikling. Det er den indre praksis. Den ydre praksis er en forpligtelse til at søge sandheden drevet at næstekærlighed og oplyse både medmennesker og magthavere om bedrag, undertrykkelse, misbrug, mishandling og uretfærdighed. Jesus viste, at spiritualitet og politik er to sider af samme sag, som ikke bør udliciteres til kirken og de grådige. Det er vores etiske og religiøse pligt som sande Jesus-følgere at studere og praktisere disse emner. Vi har hver især mulighed for i det mindske at gøre en smule i dette liv, så vi derved opnår i det mindste en symbolsk korsfæstelse for vores gåen imod mørket.
Det er således min opfattelse, at den sande mening med fortællingen om korsfæstelsen af Jesus er, at ånden lever videre med fornyet, urokkelig styrke efter korsfæstelsen. Budskabet er også, at vi ikke skal kæmpe imod korsfæstelsen med vold og magt. Korsfæstelsen (som metafor og samlet betegnelse for mange forskellige former for straf og negative konsekvenser af magtkritiske ytringer) er uundgåelig i en verden, hvor mørket hersker, når man oplyser ud fra sandhed og næstekærlighed. I stedet har de kristne nu i århundreder siddet på kirkebænke, bedt bønner, sunget salmer og praktiseret symbolsk kannibalisme. Dét er effektiv undertrykkelse.
Vågne kristne mener i dag, at verdens aktuelle ondskab er forudset i Johannes’ Åbenbaring. Konsekvensen af den fortolkning er passivitet, dvs. det modsatte af hvad Jesus stod for. Johannes’ Åbenbaring er en meget fantasifuld tekst, der kan tolkes på uendeligt mange forskellige måder. Som jeg ser det, så er der som Jesus-tro ingen grund til at læse noget som helst andet end teksterne om, hvad Jesus sagde, gjorde og blev udsat for. Alle andre tekster er andres fortolkninger og udlægninger, hvilket teksterne direkte om Jesus sådan set også er. Det hele skal derfor tages med et stort gran salt og netop med fokus på fortolkninger, fejlkilder, etc. Vi skal turde fortolke Jesus på ny frigjort fra teologiske dogmer. Men vi kan efter min mening i hvert fald se bort fra Johannes’ mareridt, Paulus’ desperat mange breve og hele Det Gamle Testamente, som jo er jødedom. Vi bør desuden tilføje de censurerede tekster såsom Thomasevangeliet. Dét evangelie består i øvrigt udelukkende af Jesus-citater, så det er ud fra et Jesus-tro perspektiv formentlig det mest brugbare evangelie af dem alle.
Cover: Unsplash.com (Mateus Campos Felipe)
Relateret: