Ud fra et social etisk perspektiv bør grænsen for individuel frihed gå der, hvor den enkelte forvolder decideret skade på andre. Ud fra et individuelt perspektiv er frihed et gradueret fænomen.
Du må efter min liberale mening gøre, hvad du vil, så længe din gøren ikke forvolder skade på andre. Det betyder, at du er fri til at forvolde skade på dig selv, selvom jeg vil fraråde det. Frihedspolitik og frihedsdebat bør derfor handle om, hvorvidt man forvolder skade på andre eller ikke gør. Hvor går den grænse egentlig helt konkret på forskellige områder?
Tag f.eks. cannabis. Det er på alle måder ulovligt i Danmark. Ud fra et liberalt perspektiv bør det kun være strafbart at tvinge eller snyde cannabis i andre mennesker mod deres vilje. Det samme kan man sige om alle andre “stoffer”, også de hårde og skadelige; hvis folk vil skade sig selv, så er det ikke statens opgave at straffe dem yderligere for det. Samme princip kan udvides til alle former for adfærd, hvor staten egentlig bare bør blande sig udenom, og hvor staten snarere burde straffes for unødvendig frihedsbegrænsning. Det er i hvert fald min liberale mening. Hvad mener du?
Noget andet, som er vigtigt at forstå om frihedens natur, er, at vi som mennesker aldrig er hverken helt frie eller helt ufrie. Vi har altid grader af frihed forstået på den måde, at vi når som helst kan vælge at slå autopiloten fra og bevidstheden til. Fra det bevidste perspektiv kan vi betragte vores indre og ydre verden og skelne mellem, hvad vi kan og hvad vi ikke kan ændre på. I alle menneskers liv, både i det ydre og i det mentale liv, så er der ganske meget, der bare sker, selvom vi ikke selv har valgt det. Friheden består derfor i via bevidsthed at vælge, hvordan man responderer på det, der hænder. Den grad af frihed kan vi altid opnå, uanset hvor mørkt og presset det hele virker.
Men det er vigtigt at indse, at frihed aldrig kan blive total og konstant i den naive opfattelse af frihed. Frihed er altid delvis og momentan.
En lille øvelse i frihed
Prøv denne fem minutters øvelse for at teste din indre frihed:
Sæt dig ned et sted, hvor du kan være uforstyrret.
Beslut dig for nu at bruge din frihed til at fokusere på dit åndedræt og lukke alt andet ude af dit sind.
Sid sådan i fem minutter.
Derefter:
Hvorvidt var du i stand til at bruge din frihed til at fokusere fuldt og fast på dit åndedræt i fem minutter?
Hvad dukkede op i dit sind, selvom du havde besluttet dig for i blot fem minutter at lukke alt ude?
Hvad har denne lille øvelse lært dig om frihed?
Cover: WordPress AI
Du skal være logget ind for at vurdere dette indlæg.
