Her er resten af historien om min barndom

Her er, hvad jeg mangler at fortælle om min barndom, så vidt jeg selv husker den nu efter syv års terapi, meditation og bearbejdning af fortrængte minder.

Min største frygt (og samtidig min største længsel) har lige siden jeg var 5-6 år været ‘at sige det til nogen’. Dengang sagde jeg ‘det’ til nogen. Jeg gjorde det rigtige. Jeg hjalp en veninde i nød. Resultatet var, at hende jeg havde hjulpet blev dræbt, og jeg blev selv truet på livet. Det var i hvert fald sådan, jeg oplevede det dengang og huskede det i mange år. Nu tror jeg, at det med drabet på pigen i grusgraven snarere var et skuespil for at true mig til ikke at sige ‘det’ til flere.

De mest traumatiske af mine barndomsminder har jeg haft fuldstændig fortrængt, fra jeg var omkring 20 år gammel. De begyndte først at dukke op i mit sind igen for syv år siden. Jeg har siden ud over at være i terapi forsøgt at få de mennesker, der var der under min barndom i tale om mine minder. Det har ingen af dem ønsket. Jeg er tværtimod blevet fuldstændig udstødt uden nogen som helst kontakt med nogen som helst fra dengang.

For nogle år siden begyndte jeg at åbne offentligt op om, hvad jeg var udsat for som barn, og hvordan det har påvirket mit liv. Blandt andet for at eksponere mig for frygten for at sige det til nogen, så jeg kunne få det bedre selv, og så jeg kunne undgå at lade mit syn på politik og kvinder forstyrre mere end højst nødvendigt af traumeprojektioner af ‘far’ (politik) og ‘mor’ (kvinder).

I starten af min spirende åbenhed skrev jeg mest i fiktiv form, ligesom jeg udgav hjemmelavede sange om min barndom, der ligeledes var camoufleret som kunst. Jeg undgik med vilje offentligt at sige ligeud, præcis hvad jeg husker, jeg blev udsat for af hvem, selvom min erindring fra meget klar og detaljeret, og jeg har aldrig været i tvivl om, at det var reelle minder. Den primære årsag til det er, at jeg stadigvæk har været bange for at sige det til nogen.

Forløsende angstbad

I morges havde jeg et dybt forløsende angstbad i min seng. Jeg mærkede, hvordan jeg faldt ned i det dybe hul, som jeg siden jeg var et lille barn har frygtet at blive smidt ned i og begravet i, hvis jeg sagde ‘det’ til nogen. Efter angstbadet kunne jeg mærke, at tiden nu er kommet til, at sige det hele, som det er, eller som det var, eller i hvert fald som jeg husker det nu. Jeg er ikke længere bange for min far.

Her er, hvad jeg mangler at fortælle om min barndom: Jeg voksede op i en familie, hvor seksuel misbrug af børnene i familien af voksne familiemedlemmer var en naturlig del af både hverdag og fest. Jeg blev således seksuelt misbrugt af både min far og min mor samt af både min farfar, farmor, morfar og mormor. Dertil kommer min mors søskende, deres partnere og min fars udvidede familie.

Det startede i en meget tidlig alder, da jeg var spædbarn. Det var både mænd og kvinder på både min fars og min mors side af familien, der gjorde det, og de incestuøse, pædofile traditioner går mindst tilbage til mine oldeforældres generation. Det baserer jeg på min egen hukommelse om konkrete oplevelser og situationer.

Jeg har også minder om, at min far med hjælp fra sin far arrangerede eller deltog særligt proaktivt i ‘fester i banken’, hvor jeg og andre børn blev anvendt som seksuel lokkemad for berusede chefer, så min far, der selv var menig bankmand i 20’erne dengang, senere kunne afpresse sig til tops i banken. Det er i hvert fald sådan, jeg husker og fortolker det nu. Jeg blev også seksuelt misbrugt af en af min fars bankkollegaer og hans kone utallige gange.

De værste minder

Blandt mine værste minder er at blive analt voldtaget af min morfar. Jeg var så lille, at jeg troede, jeg skulle dø hver gang. Et andet slemt minde var da jeg blev overfaldet af min far og farfar og kvalt næsten helt ihjel, fordi jeg og min kusine ville sige det til nogen. Eller de mange gange hvor min farfar tog mig med ned i kælderen og truede mig med et jagtgevær. Eller da jeg som lille barn begyndte at nægte at deltage i deres mærkelige lege, hvor jeg som alternativ så blev enten låst nede i koldkælderen, låst oppe på mørkeloftet eller forladt i en dyb, tom brønd på gården.

Da jeg for syv år siden begyndte at huske disse dele af min barndom, kontaktede jeg selvfølgelig mine forældre og bad om at mødes med dem på neutral, terapeutisk grund for at tale om det. Det har de nægtet, selvom jeg har ladet som om, at jeg var i tvivl, om det var reelle minder, eller jeg måske var ved at blive sindssyg eller hashpsykotisk. Min far har i stedet truet mig med sagsanlæg for krænkelse af privatlivets fred, hvis jeg siger noget som helst offentligt om min barndom. Han har også, hardcore patriark som han er, besluttet, at mine to mindre søskende ikke må have kontakt med mig og ikke besvare beskeder fra mig om noget som helst. Det har de, lydige som de er, overholdt i syv år nu.

Frygten for far

Så nu må jeg se, om jeg bliver hevet i retten for at ytre mig offentligt om mine minder fra min barndom. Den frygt har drevet min tavshed i de senere år, men nu er jeg parat til at tage den proces med. En del af mig vil ligefrem glæde sig til at møde min far i retten, nu da alt det andet er forældet, så politiet kan ikke hjælpe mig. Jeg anmeldte selvfølgelig det hele inkl. mistanker om, at min kusine Lone døde i en alt for ung alder som følge af de massive overgreb, som hun blev udsat for i kombination med, at hun havde en medfødt hjertelidelse. Men jeg anmeldte det først, da mine minder var dukket op igen, og så var det for sent, da fjernelsen af forældelsesfristen på seksuelle overgreb i barndommen ikke har været med tilbagevirkende kraft. Mord kan dog ikke forældes, men det bliver jo nok svært at løfte bevisbyrden alene baseret på mine minder og vidneberetninger.

Jeg skriver ikke dette for, at du skal synes, det er synd for mig. Vi er mange, der har senfølger af en forfærdelig barndom. Vi er særligt mange i det systemkritiske og konspirationsteoretiske miljø, og det er vigtigt at kunne skelne mellem rationel samfundskritik og projektioner af barndomstraumer. Både for ens egen sundheds skyld og for at den relevante samfundskritik ikke skal kunne afvises af magtsystemet som udtryk for psykiske problemer hos kritikerne.

Det er samtidig også vigtigt at huske gaven i at have overlevet stor uretfærdighed i sin barndom, da det bl.a. kan give en særlig sensitivitet og kampgejst, som andre, der lider af lykkelig barndom ikke har udviklet. Deres lidelse ligger i, at de er for godtroende og naive overfor autoriteter, og det kan give problemer, hvis autoriteterne er drevet af andre, mørke motiver end at være den gode, beskyttende far og den gode, omsorgsfulde mor.

Nej, jeg skriver dette for at eksponere mig selv for den sidste frygt for at sige det til nogen. Herunder især frygten for at blive straffet af min far. Udstødt er jeg allerede blevet af ham, så det næste, der kan ske i mine katastrofetanker, er, at han slår mig ihjel og begraver mig i et hul, sådan som jeg har frygtet, siden han orkestrerede truslen mod mig med netop den trussel for 50 år siden.

Velkommen i min terapi. Hvordan går det med din? 🙂

Relateret: