Forskning i tabu | Via Brændgaard

Forskning i tabu viser udpræget selvcensur om tabuiserede synspunkter. ‘Forbudte samtaler’ kan bryde tabuer indenfor sundhed.

Tabuforskning er en tværvidenskabelig disciplin, der undersøger emner, adfærd eller ord, der er stærkt forbudt eller betragtes som uacceptable i et samfund, og udforsker deres oprindelse, udvikling og indvirkning på sprog, kultur og individuel adfærd. Videnskabelige discipliner som lingvistik, sociologi, antropologi, psykologi, økonomi, sundhed og ernæring studerer tabuer og undersøger deres rolle i den sociale samhørighed, de underliggende kognitive og kulturelle årsager til deres eksistens samt udfordringerne ved selvcensur og stigmatisering omkring tabubelagte emner.

Forskere definerer tabuer som kulturelle advarsler eller forbud mod handlinger, ord eller overbevisninger, der ofte har rod i religion, sociale normer eller traditioner. Tabuer kan opstå som følge af psykologiske tendenser til at forhindre uønskede resultater (såkaldt ‘sympatisk magi’ baseret på frygt for “smitte” ved at beskæftige sig med et tabu) og tjene instrumentelle formål i samfundet ved at etablere social orden.

Lingvistiske studier analyserer tabuundgåelse gennem eufemisme (indirekte sprogbrug) og dysfemisme (direkte eller stødende sprogbrug) og dækker områder som kognitiv semantik, diskursanalyse og sociolingvistik.

Kulturforskere betragter tabuer som kulturelt udviklende fænomener, hvis styrke bestemmes af samfundets overholdelse af dem og alvoren af den sociale straf for at bryde dem. Psykologisk forskning undersøger, hvordan samfund udvikler tabuer baseret på individuelle sociale præferencer, sameksistensen af flere identiteter og kognitive fordomme. En af udfordringerne for tabuforskere er selvcensur både blandt forskerne selv og blandt deres forsøgspersoner. Det er derfor nødvendigt med dybdegående interviewundersøgelser for at få nogenlunde ærlige svar.

Hvorfor har menneskelige samfund så mange tabuer? Det spørgsmål forsøgte ph.d. i menneskets evolutionsbiologi Ze Hong at besvare i en videnskabelig artikel udgivet i 2024. [1] Han definerer tabu som “kulturelt forbudte aktiviteter”. Han forklarer, at tabuer er meget udbredte over hele verden i alle typer samfund. Han understreger, at mange tabuer umiddelbart virker meningsløse fra et moderne videnskabeligt synspunkt, og den menneskelige evolution burde derfor have fravalgt dem. Mange tabubelagte overbevisninger opstår som følge af fejlbehæftede, retrospektive årsagssammenhænge, hvor den kausale forståelse ofte går tabt under den kulturelle overførselsproces. Konsekvensen af det tab af rationel forståelse er, at antallet af kulturelle forbud stiger over tid, og der er betydelig uklarhed og heterogenitet i individers forståelse af de verdslige konsekvenser af tabubrud.

Cory J. Clark og kolleger udgav i 2024 en videnskabelig undersøgelse blandt amerikanske psykologiprofessorer. Undersøgelsen viste, at jo mere man tror på, at et formuleret tabu i virkeligheden udtrykker sandheden, des større tendens har man til at praktisere selvcensur. [2]

Interviewpersonerne skulle forholde sig til 10 forskellige tabuformuleringer, heriblandt:

“Biologisk køn er binært for langt størstedelen af mennesker.”
“Mænd og kvinder har forskellige psykologiske karakteristika på grund af evolutionen.”
“Transkønnet identitet er undertiden et produkt af social indflydelse.”

Dette studie viser, hvad en række andre studier også har vist, at tabu fremmer selvcensur via frygt for konsekvenser, herunder frygt for at blive fyret. Det understreger tabuemners betydning som social kontrol.

Tendensen til at lystre tabuer kan muligvis reduceres af hormonet og signalstoffet oxytocin (også kendt som ‘krammehormonet’). Der er i hvert fald mindst én undersøgelse, der har vist, at næsespray med oxytocin dæmper behovet for et stærkt struktureret miljø og gør det muligt for individer at afveje interne ønsker mod eksterne begrænsninger på en fleksibel måde. Forskerne forklarer, hvordan det har betydning for behandlingen af kliniske lidelser, der er kendetegnet ved uhensigtsmæssig overholdelse af regler. [3]

Tabubrud i form af ytring af bandeord har vist sig at fremme præstationsevnen. At bande ændrer kroppen både fysiologisk og psykologisk, ligesom smertetolerancen påvirkes, alt sammen på måder der samlet fremmer præstationsevnen. [4] At bryde tabuer ved at bande kan derfor være en bevidst måde for f.eks. idrætsfolk til at forbedre ydeevnen under træning og konkurrence. Det kan også forklare, at mange har en tendens til at bande, når de er under pres, da det hjælper dem til at rekruttere ekstra styrke.

Den oplevede forøgede styrke ved at bryde tabuer kan måske også forklare nogle menneskers særlige motivation for at bryde tabuer; det er simpelthen en kilde til styrke for dem, som de har vænnet sig til at dyrke. Jeg er jo nok selv en af dem.

Der er sågar teorier om, at nogle militante og religiøse grupper gennem historien har fundet både styrke og sammenhold ved kollektivt at bryde tabuer, bl.a. i forbindelse med optagelsesritualer i magtnetværk, og at disse aktiviteter stadigvæk foregår i dag i de kredse af samfundet. Ekstreme tabubrud bliver opfattet som ondskab af det store flertal, hvilket fremmer sammenholdet, loyaliteten og hemmeligholdelsen blandt tabubryderne, bl.a. af frygt for at blive afsløret som ‘onde’. Godhed har ikke den samme evne til at skabe stærke sociale, hemmelige bånd mellem mennesker, hvilket kan forklare, at politiske netværk baseret på ondskab har en tendens til at besejre politiske netværk baseret på godhed. Tricket i ‘ondskabens politik’ er bevidst brug af tabubrud. [5]

‘Forbudte samtaler’ er et nyt begreb indenfor sundhedsforskning. Det beskriver samtaler om tabubelagte emner af relevans for sundheden. Konceptet er udviklet med fokus på tabuer indenfor seksuel sundhed. [6] Det sundhedsfaglige område, som jeg selv har arbejdet mest med, er overvægt. Der har gennem årene været meget fokus på, hvordan læger og andre sundhedsprofessionelle opfatter vægtspørgsmål som tabu. Konsekvensen er, at overvægten ofte fortsætter længe, før den bliver italesat i almen lægepraksis. Først når der er andre målbare helbredsproblemer, der kan skyldes overvægt, og når overvægten har nået en tilpas svær grad, begynder der er at være tilstrækkelig modvægt til at konfrontere tabuet i de enkelte tilfælde.

Insekter som mad er et af de store tabuer indenfor ernæring for tiden, som der bliver forsket meget i, da der er store økonomiske og politiske interesser i at opløse det tabu, så insekter og produkter baseret på insekter bliver accepteret som fødevarer. En strategi til at bryde tabuet synes at være forskning i og formidling af de potentielle sundhedsgevinster ved specifikke bioaktive metabolitter i insekter. [7]

Tabuer kan på den måde nedbrydes ved at formidle rationelle argumenter for, at tabuet er irrationelt samt ved at præsentere fordele ved at opløse tabuet. Jeg er dog endnu ikke selv blevet overbevist om, at netop insekt-tabuet er irrationelt, da jeg mærker en dyb, instinktiv væmmelse blot ved tanken. Måske er nogle tabuer rent faktisk kulturelle vink med en vognstang om, at det her er simpelthen for skørt eller for skadeligt. Kunsten er så at skelne mellem de tabuer, der har godt af at blive opløst og de tabuer, der har godt af at blive respekteret. Det kan og bør give anledning til livlig debat.

Referencer: