18-årig mand med kønsdysfori mistænkes for masseskyderi i Canada. Danske mediers dækning af den tragiske sag viser (igen), at de lider af mediedysfori.
‘Kønsdysfori’ er grundlæggende ubehag, der skyldes en uoverensstemmelse mellem en persons biologiske køn og kønsidentitet. Der er bred enighed om den definition, selvom den i de senere år er blevet udskammet og overtaget af T’et i LGBT-bevægelsen i en sådan grad, at ingen psykologer eller psykiatere i dag tør stille diagnosen ‘kønsdysfori’ og tilbyde en ‘transkønnet’ person den rigtige behandling af sit mentale sundhedsproblem.
‘Mediedysfori’ er en nærliggende diagnose at give de medier, der har dækket sagen, og som omtaler den mistænkte som ‘kvinde’. Jeg udfolder det begreb til sidst i dette indlæg.
Mand omtales som kvinde
Jeg bringer herunder uddrag fra fire danske hovedstrømsmediers omtale af Canada-sagen. Alle fire medier omtaler den mistænkte som ‘kvinde’. To af dem (DR og Ekstra Bladet) tilmed i overskriften.
DR:
“18-årig kvinde mistænkt for masseskyderi i Canada […] kvinden havde psykiske problemer […] De døde er den 18-årige mistænkte, hendes mor og stedbror samt en kvindelig underviser og fem børn. […] den mistænkte blev født som mand, men begyndte at identificere sig som kvinde for seks år siden
“18-årig kvinde mistænkes for at stå bag masseskyderi i Canada […] den 18-åriges biologiske køn ved fødslen var mand, men at gerningspersonen for seks år siden havde påbegyndt en transition og identificerede sig selv som kvinde”
B.T.:
“En 18-årig kvinde mistænkes for at stå bag et masseskyderi, der fandt sted i British Columbia i Canada tirsdag. […] Betjenten tilføjer, at de har valgt at omtale den mistænkte gerningsperson, på den måde som personen selv har valgt at identificere sig i offentligheden og på sociale medier”
TV2:
“En 18-årig kvinde mistænkes […] den 18-åriges biologiske køn ved fødslen var mand”
Vi kan bl.a. læse i B.T., at det er den myndighedsbaserede autoritetsperson i kildematerialet (‘betjenten’), der “har valgt at omtale den mistænkte gerningsperson, på den måde som personen selv har valgt at identificere sig i offentligheden og på sociale medier”.
Normalisering af syg kultur
Sagen illustrerer efter min mening flere problematiske aspekter, der er karakteristiske for nutidens kultur, medier og sundhedsvæsen.
Det vigtigste er, at dette er en endnu en tragisk sag, hvor en person, der lider af kønsdysfori, har dræbt uskyldige mennesker. Det er i høj grad sandsynligt, at det kunne være undgået, hvis der havde været en mere rationel kultur i sundhedsvæsnet, så det var muligt at betragte kønsdysforien som et mentalt sundhedsproblem i stedet for det forkerte køn som problemet. Det er svært at se den sundhedskultur som andet end opskriften på at forværre psykiske problemer, som så i værste fald kan føre til tragiske episoder som denne sag.
Sagen viser, hvor farlig normalisering af transkønnethed er for både den enkeltes mentale sundhed (som dermed undgår at få ordentlig psykoterapi) og for det omgivende samfund (idet kønsdysfori efterhånden må betragtes som en risikofaktor for massemord).
Sagen illustrerer os den ekstreme grad af myndighedstro, der dominerer danske medier i hovedstrømmen. Selvom de får at vide, at der faktisk var tale om en mand, så vælger de at viderebringe løgnen fra betjenten.
Jeg kan tilføje, at det første jeg tænkte, da jeg så nyhederne om sag var, at de var præget af forvirring. Ingen vidste præcist hvad, der var sket, hvem der stod bag, eller hvad motivet havde været. Jeg vidste derfor, at der formentlig var tale om en ægte tragedie og ikke endnu et ‘islamistisk terrorangreb’, da ‘islamisterne’ i de tilfælde knap nok kan nå at slippe fingeren fra aftrækkeren, før der er udgået en pressemeddelelse fra Israel, der forklarer, hvem der gjorde det, hvorfor de gjorde det, og hvad vi skal gøre for at forhindre, at det sker igen.
Journalister lider af ‘mediedysfori’
‘Mediedysfori’ kan efter min mening bruges som generel diagnose af mange af nutidens medier og de journalister, der arbejder for dem.
Her er et bud på en almen definition af begrebet: Mediedysfori er grundlæggende ubehag hos journalister, der skyldes en uoverensstemmelse mellem et medies strukturelle rammer og den journalistiske identitet.
De strukturelle rammer udgøres især af mediets finansiering og de politiske krav om propaganda for bestemte fortællinger (og undertrykkelse af andre fortællinger), der følger med pengestrømmen. Mediedysforien opstår som følge af uoverensstemmelsen mellem disse krav og de journalistiske idealer om at søge og formidle det bedste bud på sandheden om et emne (dvs. den journalistiske identitet). Det kan bl.a. komme til udtryk som depression hos individuelle journalister på disse medier, når de gang på gang oplever, at de ikke har frihed til kritisk tænkning, men i stedet bliver nødt til at sluge større og større kameler. Det betyder også, at de mest kompetente journalister skal undertrykke det højeste niveau af tænkning for at kunne bevare deres vellønnede jobs, hvilket fører til den ubehagelige tilstand af mediedysfori.
Forskellen på mediedysfori og kønsdysfori er, at mediernes finansielle og politiske struktur kan ændres, hvorimod et menneskes medfødte køn ikke kan ændres. Det har betydning for behandlingen af de to sundheds- og samfundsproblemer.
Korrekt behandling af kønsdysfori omfatter gradvis og fuld konfrontation med den uforanderlige, biologiske realitet, som kønnet er. ‘Transkønnethed’ er et eksempel på fejlbehandling af kønsdysfori, der undgår at komme til bunds i de psykiske og måske også sociale problemer, som kønsdysforien hos den enkelte ramte er et symptom på.
Den bedste behandling af mediedysfori hos journalister er at ændre mediernes finansielle og politiske rammer, så der kommer overensstemmelse mellem journalistfagets idealer og de konkrete muligheder for at udfolde dem i det daglige arbejde som journalist.
Alternativt kan mediedysfori også behandles ved, at den ramte journalist flytter sig væk fra at arbejde for et medie med en dysfunktionel struktur. Disse journalistjobs, hvor en kompetent og idealistisk journalist kan arbejde tro mod sit fag, findes desværre stort set ikke længere i Danmark. I hvert fald ikke hvor man hente en lige så stor løn hjem hver måned. Denne form for behandling af mediedysfori vil derfor have en høj grad af risiko for bivirkninger i form af arbejdsløshed, økonomiske problemer eller at man finder et andet arbejde, hvor man heller ikke er tro mod det fag, man har valgt at uddanne sig i.
Det, der typisk sker i praksis, er, at mediedysforiske journalister skifter fra journalistik til kommunikation. ‘Kommunikation’ er her et kodeord for organiseret, overtalende kommunikation (dvs. ‘propaganda’ ifølge professor Piers Robinsons definition af begrebet). Det kan i nogle tilfælde løse problemet for den enkeltes journalists mentale helbred, da der så kommer overensstemmelse mellem virksomhedsstruktur og det “journalistiske” arbejde. Det løser imidlertid ikke samfundsproblemet med næsten totale mangel på nytænkende, modig og magtkritisk journalistik i hovedstrømmens medier.
Relateret: