I min nye og ikke så frivillige karriere som “konspirationsteoretiker” er jeg blevet uvenner med mange “vågne”, fordi jeg kritiserer Trump.
Det er min erfaring, at disse andre “vågne” i det danske miljø af konspirationsteoretikere, frihedskæmpere, coronakritikere og andet godtfolk reagerer meget følelsesladet, hvis de falder over min kritik af Donald Trump. De bliver simpelthen sure.
Min kritik af Trump er anderledes end kritikken af Trump i hovedstrømmen. Mit fokus er på Donald Trump som en psykologisk operation med henblik på kognitiv infiltration af åbne sind. Formålet med den operation er at få Trump til at fremstå som en folkefrelser, der især bag kulisserne arbejder for det gode. Dermed forføres folk via falske håb til politisk passivitet.
Det skyldes nok en blanding af flere årsager, at så mange “vågne” danskere tilsyneladende er faldet pladask for det store Trump-stunt. En primær årsag er, at alternativ information om Donald Trump som den store frelser er lettilgængelig på nettet, hvis man begynder at søge efter blot en anelse alternative nyhedskilder. Det grunder videre i, at den iscenesættelse er særdeles velfinansieret. En anden vigtig årsag er, at troen på Trump som frelser tilfredsstiller et dybt behov hos mange mennesker for at tro på en frelserfigur efter erkendelse af, hvor mørk, meningsløs og håbløs global politik faktisk er.
Den tredje årsag deler disse “vågne” Trump-troende med de Trump-hadende nyhedsforbrugerne i hovedstrømmen. Det er ikke fordi, at disse mennesker nødvendigvis er mindre intelligente, men deres nyhedsforbrug og samfundsstudier er præget af en intellektuel dovenskab, hvor de har outsourcet deres kritiske tænkning til andre. Et motto blandt vågne er “do your own research“, men det gør de sjældent. Det, de gør, er, at de finder alternative kilder med alternative autoriteter, som angiveligt har “done their own research“, som de så vælger at tro på og gentage i deres ekkokamre, indtil de har hørt deres egne ekkoer så meget, at de forveksler dem med evidens.
Relateret:
