Vi er væsener af Lys

Vi er væsener af Lys, der har glemt, hvad vi er, så vi lader Mørket bestemme.

‘Lys’ bliver her brugt som et almindeligt ord for at beskrive vores åndelige essens på en måde, der samler i stedet for at splitte. Forskellige religiøse og spirituelle traditioner har forskellige ord for den åndelige essens, som vi alle dybest set er. Ved at bruge et almindeligt ord som ‘Lys’ kan vi have et fælles sprog i fredelig sameksistens.

Hvert levende menneske, hvert individ, er som en lysende stjerne på den mørke nattehimmel. Det kosmiske mål er, at alle stjernerne skal tændes ved, at alle individer opdager, hvad de dybest set er: Væsener af Lys.

Hvert menneske er en essentiel brik i det kosmisk-spirituelle puslespil, der først går op, når alle brikkerne er lagt. Ingen brik er mere vigtig end nogen anden brik. Alle mennesker er lige meget værd, da vi alle har det samme potentiale for Lys.

Som Zoroaster først sagde engang i det andet årtusinde før Kristus, så pågår der her i verden en åndelig krig mellem Lys og Mørke. Den spirituelle opgave for hvert menneske er at opdage dette, vælge Lyset og omsætte den til åndelige indsigt til konkret handling i hverdagen.

Lyset manifesterer sig i etiske værdier som næstekærlighed, sandhed og fred, hvorimod Mørket manifesterer sig som had, bedrag og krig. Mørket manifesterer sig også som begær og materialisme, mens Lyset omfatter ekstatisk nydelse af ingenting.

Lyset er godhed.

Mørket er ondskab.

Mørket er smart, så det prøver ofte at forklæde sig som godhed. Eller også prøver Mørket at få Lyset til at fremstå som ondskabsfuldt.

Kampen mellem Lyset og Mørket er den åndelige drivkraft bag den etik, der driver vores handlen og væren i verden. Hvert individ har friheden til at vælge at gå med Lyset eller gå med Mørket. Resultatet af dette valg er afgørende for menneskehedens fremtid, ligesom der er endnu større kosmologiske perspektiver. Det er ét valg, ét menneske, ad gangen.

Uanset om du identificerer dig som kristen, muslim, jøde eller buddhist, så er du dybest set Lys.

Uanset om du er mand, kvinde eller på flugt fra dit køn, så er du dybest set Lys.

Livets mening bliver dermed enkel:

  1. Opdag at du er Lys og tag konsekvensen heraf i din væren og handlen i både det store og det små
  2. Inspirer andre til at opdage, at de også er Lys og inviter dem med i det nye, globale fællesskab
  3. Hvis du har glemt, at du er Lys, så mind dig selv om det igen

Relateret: