Psykiske lidelser er tabu, men der findes et endnu større tabu: Minder om den barndom, der måske er årsag til lidelsen.
I 2017 begyndte jeg at fortælle offentligt, hvordan jeg har døjet med den psykiske lidelse OCD, siden jeg var teenager.
OCD står for Obsessive Compulsive Disorder, hvor obsessionerne er tvangstanker, mens kompulsionerne er tvangshandlinger. OCD kommer i mit tilfælde til udtryk ved, at jeg får anfald af voldsom angst for at være skyld i en katastrofe med tilhørende næsten ustyrlig trang til at tjekke et eller andet for at reducere angsten, selvom jeg godt ved, at tjekketrangen er irrationel. Det kan f.eks. være en plet på en væg, en revne i et gulv eller formen på et bogstav, dvs. altid noget som jeg ikke behøver være så sikker på at vide alt om og føle mig helt sikker på, og jeg ved det godt, mens det står på. Når jeg så tjekker, så falder angsten, men den vender tilbage med fornyet styrke, når jeg stopper med at tjekke. Det kan i værste fald starte en ond cirkel, der føles som om, at hjernen er låst ude af stand til at skifte gear. Jeg har altid været god til at skjule mine symptomer, fordi jeg har skammet mig over dem, så det har primært været en indre, hemmelig lidelse, der brød ud, da jeg var 15-16 år.
Jeg var i 2015 i den modne alder af 44 år gået i gang med at udvikle et nyt koncept for evidensbaseret holistisk sundhed, hvilket førte til en ærlig helhedsvurdering af min egen sundhed. Åbenheden om min lidelse var for mig et led i en fokuseret indsats målrettet det svageste led i min egen sundhed: min mentale sundhed. Jeg tænkte, at åbenhed kunne hjælpe både mig selv og andre med pinlige og pinefulde lidelser. Jeg tænkte også, at jeg var nødt til at tage min egen medicin, før jeg begynder at ordinere den til andre.
Min far kontaktede mig efter offentliggørelsen af en klumme i Alt for Damerne og en optræden i Go’ morgen Danmark på TV 2 og udtrykte overraskelse og omsorg. Han havde åbenbart glemt, at jeg for flere år siden havde fortalt ham om min lidelse, og at jeg mente, den kunne skyldes noget i min barndom. Dengang reagerede han med et “hm”, og så talte vi ikke mere om det. Jeg kunne heller ikke huske så meget dengang.
Nu da jeg havde åbnet op om min OCD-historie var det naturligt for mig at følge op med indlæg på Facebook, hvor jeg funderede over, hvad årsagen til OCD er generelt og mit tilfælde. Jeg beskrev bl.a., at en barndom med kronisk usikkerhed er forbundet med øget risiko for OCD, og at det meget vel også kunne være sådan i mit tilfælde. Jeg beskrev i hovedtræk nogle af mine ubehagelige barndomsminder, som jeg kunne huske dengang, uden at gå for meget i detaljer.
Dagen efter jeg havde udgivet det indlæg, fik jeg en ny besked fra min far, hvor tonen var ændret fra faderlig omsorg til juridisk trussel. Hans reaktion undrede mig, da de ubehageligheder, jeg havde nævnt i indlægget, nærmest var offentlige hemmeligheder i familien og noget, der forekommer i mange familier. Det vil sige ikke noget ekstremt vildt. Det var hans reaktion på min åbenhed derimod, da han sagde, at jeg ikke måtte offentliggøre noget som helst om min barndom, da det var krænkelse af privatlivets fred, så jeg kunne forvente at blive sagsøgt, hvis jeg fortsatte. Jeg valgte derfor at slette mit opslag og holde mund om min barndom for familiefredens skyld, mens jeg fortsat undrede mig over den voldsomme reaktion.
Året efter, i 2018, begyndte jeg at komme i kontakt med flere barndomsminder, som jeg havde haft fortrængt hele mit voksne liv. Over en længere periode dukkede der dag for dag nye minder op, der tegnede et helt andet billede af, hvordan min barndom havde været. Det var ikke noget, jeg aktivt prøvede på at huske, og jeg blev selv chokeret over indholdet i minderne. Det var minder om seksuelle overgreb, dødstrusler, voldelige overgreb og nær-døden-oplevelser fra min barndom i Jylland. Meget mørkt og meget skræmmende, og så vidt jeg huskede, var overgrebene udført af familiemedlemmer.
Pludselig begyndte min OCD at give ny mening som en forsvars- og fortrængningsmekanisme, der havde hjulpet mig til at glemme overgrebene og truslerne om at blive slået ihjel ved at erstatte et problem med et andet. Jeg følte derfor, at jeg var på rette sundhedskurs i forhold til at tage fat om roden af mit største helbredsproblem. Der var en form for lys i mørket.
Ret tidligt i min proces med at bearbejde de nye barndomsminder tog jeg kontakt til min familie i Jylland. Jeg mødte den ene afvisning efter den anden. Ingen ville tale med mig om mine nye minder. Jeg prøvede især at få mine forældre i tale. Det førte til, at min far på patriarkalsk vis udstedte et forbud mod, at nogen som helst, inkl. mine to mindre søskende, besvarede mine beskeder om noget som helst.
Det er i skrivende stund 2025, og jeg har ikke haft kontakt med mine søskende eller andre i min oprindelige familie siden min farmors 100 års fødselsdag i 2018. Det var lige før, de fortrængte minder begyndte at trænge igennem til den bevidste del af mit sind.
Bortset fra en telefonsamtale med min far i 2019, hvor han forsøgte at fordreje mine minder til at være ‘holdninger’, som jeg kunne ændre mod til gengæld at komme ind i varmen igen og tæt på pengekassen. Jeg prøvede til gengæld at fordreje hans afvisning af mit forslag om at mødes på neutral grund med en medierende psykolog og tale om det hele. Det gjorde jeg ved at give ham ret i, at det jo godt kan være, at mine overgrebsminder er tvangstanker skabt af OCD’en eller symptomer på en hash-psykose, men at jeg under alle omstændigheder har det skidt og har brug for deres hjælp. Han svarede med et “nå”, og så har jeg ikke hørt noget fra ham siden.
Min historie er et eksempel på, hvordan barndomsminder kan være tabu. Jeg har siden mødt mange mennesker, der lige som jeg døjer med forældre, der nægter at tale om barndommens skyggesider. Jeg har også opfordret min egen datter, der nu er voksen, til, at hun altid kan komme til mig og tale om alt fra sin barndom, så jeg i det mindste ikke selv fortsætter familietraditionen med mørklægning af barndommen.
Det er ikke et sundhedstegn, når forældre ikke vil tale med deres voksne børn om deres mørke minder fra barndommen – og vælger at udstøde dem i stedet for at møde dem med empati. En del kan i mit tilfælde forklares med, at de er jyder og fra en anden generation, der ikke har lært at tale om følelser. Men jeg betragter desværre primært deres reaktion som det nærmeste, jeg kan komme på validering af minder om en barndom i Mørkeland. Dermed kan fastholdelse af tabu af den ene part i en tvist fungere som en form for befrielse for den anden part, der dermed bliver bekræftet i at have ret. Intet er så skidt, at det ikke også kan være godt for noget andet.
Relateret: