Jeg mærkede Mørket (begær uden empati) allerede som baby, da jeg lå på puslebordet og tænkte: – Åh nej, ikke nu igen.
Det er først for nylig, at jeg er begyndt at omtale mig selv som lyskriger, men når jeg ser tilbage på mit liv, så har jeg altid været det.
I min barndom gennemlevede jeg mere mørke i form af seksuelle overgreb, voldelige overgreb, hemmelige sammensværgelser, manipulerende skuespil, frygt for at blive dræbt, frygt for at være skyld i at andre blev dræbt og traumatiske episoder med massiv overvældelse, end de fleste kan overleve uden at blive indlagte som ukampdygtige i psykiatrien. Og det var bare inden, jeg startede i folkeskolen. Overgreben fortsatte hele skoletiden igennem, og først da jeg blev teenager begyndte jeg at gøre modstand, men uanset hvad jeg gjorde, også selvom jeg sagde det til politiet, så var der ingen hjælp at hente.
Som teenager havde jeg to primære interesser. Den ene var alt om krop, sundhed og træning, og det var den vej, jeg valgte at gå med uddannelse og arbejde i mange år som voksen. Men jeg havde også en anden interesse: Selvforsvar og kampkunst.
Min anden interesse var så stor, at da jeg som 18-årig skulle på session, så havde jeg forinden besluttet mig for, at jeg ville til kamptropperne i Holstebro. Jeg ville være soldat. Jeg ville i krig.
Heldigvis var der et medlem fra SF i sessionsudvalget, der opfordrede mig til at gå hjem og sove på det, inden jeg meldte mig frivillig. Jeg havde nemlig trukket frinummer, så jeg kunne selv vælge. Jeg er i dag meget glad for, at hun opfordrede mig til det, da det slet ikke er den form for kriger, jeg egentlig vil være.
Først mange år senere gik det op for mig, langsomt, at der også findes andre former for krig i verden end de rent fysisk-voldelige. Samtidig med det begyndte min barndom også at give mere mening, da det hovedsageligt var den anden form krigsførelse, jeg var offer for dengang, og som jeg på puslebordet besluttede mig for først at flygte fra, og da det ikke var muligt, så besluttede jeg mig for at kæmpe imod, og da det heller ikke var muligt, så svor jeg, at jeg en dag ville vende tilbage med fornyet styrke og få hævn. Det blev det så heller ikke til, ikke på den direkte fysiske måde i hvert fald, men jeg brugte mine barndomstraumer og hævnmotiver som drivkraft til først at studere og siden føre intellektuel og åndelig krig for Lyset mod Mørket.
Her er mere om, hvad det vil sige at være lyskriger: