Det sjove er regelsættets meget konkrete eksempler på, hvad man ikke må skrive.
Man må f.eks. ikke sammenligne folk, der har “beskyttede karakteristika” (herunder race, etnicitet, national oprindelse, religiøst tilhørsforhold, seksuel orientering, køn og kønsidentitet) med (og jeg citerer ordret): “insekter (herunder, men ikke begrænset til: kakerlakker, græshopper), dyr eller specifikke typer dyr, som kulturelt betragtes som værende underlegne (herunder, men ikke begrænset til: sorte personer og aber eller abelignende skabninger, jøder og rotter, muslimer og grise, mexicanere og orme)“.
Lidt længere nede i regelteksten kan vi læse, at man heller ikke må påstå, at muslimer har sex med geder eller grise og ej heller, at jøder kontrollerer finansielle, politiske eller medieinstitutioner.
Man må heller ikke påstå, at beskyttede folk er feje eller uærlige, ligesom det er strengt forbudt at påstå, at de er dumme, ubrugelige, grimme eller beskidte.
Man må heller ikke skrive, at man få kvalme af nogen, der tilhører en af de beskyttede kategorier. Det gjorde jeg mig engang skyldig i, da jeg skrev, at jeg fik kvalme af transpersoner. Seks dages facebookfængsel gav det.
Den grundlæggende præmis er forkert
Det min opfattelse, at den grundlæggende præmis i Facebooks politik om hadefuld adfærd er forkert.
Facebook/Meta skriver:
Vi mener, at folk bruger deres stemme og får kontakt til flere, når de ikke føler, at de bliver angrebet på baggrund af, hvem de er. Derfor tillader vi ikke hadefuld adfærd på Facebook, Instagram eller Threads.
Facebook/Meta afslører således, at der reelt er tale om følelsesbaseret censur, hvor man udelukkende tager hensyn til dem, der måtte føle sig krænket over bestemte ytringer om bestemte emner, der på en eller anden måde er koblet til deres beskyttede identitet.
Der er desuden tale om et fundamentalt problem i begrebet ‘hadefuld adfærd’. Vi kan godt blive enige om, at det at skrive noget på Facebook er adfærd. Det er derimod svært at blive enige om, hvad der udgør hadefuld adfærd. Det, der opleves som hadefuldt af en modtager, behøver ikke være afsendt med en følelse eller intention af had.
Facebooks regler gør, at modtagerens følelsesmæssige reaktion er afgørende for dommen, mens afsenderens følelsesmæssig intention bliver ignoreret, selvom den sande intention kun kan findes i afsenderens sind.
Krænkelseskulturen og MeToo-bevægelsen lider af samme problem med sammenblanding af modtagerens følelse som bevis for afsenderens intention. Kulturen er så udbredt, at det i dag er muligt at blive dømt for voldtægt alene på baggrund af det påståede offers følelser. I hvert fald i byretten. Landsretten er mere rationel.
Vi ser også problemet i den overdrevne beskyttelse af jøder og Israel mod ‘antisemitisme’. Der er således tale om et generelt symptom på uretfærdighed i det moderne samfunds grundstruktur og normer.
Efter min mening.
Reference:
Hadefuld adfærd læst 08.01.2026 https://transparency.meta.com/policies/community-standards/hateful-conduct/
Relateret: