Danske folketingspolitikere er over hele spektret en flok hadefulde, krigsliderlige kujoner, der konstant lefler for verdens stærkeste lobby.
Islamisme er en form for religiøs ekstremisme, der i det store, globale magtspil efter min mening primært har til formål at få sin modsætning (zionisme) til at fremstå som civiliseret godhed.
Der er (med rette) meget kritik af islamisme i de store medier i Danmark og resten af Vesten. Der er derimod stort set ingen kritik af zionisme, som er en mindst lige så farlig, krigerisk og ødelæggende form for religiøs ekstremisme.
Denne ubalance i kritikken af henholdsvis islamisme og zionisme skaber en opfattelse af, at det kun er islamisme, vi skal være bange for, mens enhver fjende af islamisme så nødvendigvis må være vores ven og beskytter.
To former for zionisme
Zionisme er grundlæggende set den ideologi, at jøderne har ret til deres eget hjemland i form af Israel. Det er en religiøs ideologi, da opfattelsen har sin rod i fortolkninger af Det Gamle Testamente. Retten beror således på jødedom og kristendom. Den er efter min vurdering baseret på bevidste fejlfortolkninger af de religiøse tekster som led i at få jøderne til på et bedragerisk grundlag at fremstå som Guds udvalgte folk. En af mange fejlfortolkninger er, at der sættes lighedstegn mellem ‘israelitterne’ og ‘jøderne’.
Der findes to former for zionisme: reaktiv og proaktiv. Den reaktive zionisme mener, at det er op til Gud at samle jøderne i Israel, når jøderne har gjort sig fortjent til det, og når jødernes konge (Moshiach) er vendt tilbage. Reaktive zionister er som regel ganske fredelige.
Problemet er de proaktive zionister, der mener, at det er op til dem at gøre Guds arbejde og tilvejebringe de begivenheder og omstændigheder, der står skrevet i deres hellige tekster. Det handler nu om at skabe den store krig og enorme ødelæggelse, der ifølge deres profetier er tegnet på sluttiden. Reaktive zionister kan være passivt aggressive ved at fortolke de proaktive zionisters krigskonstruktioner som tegn fra Gud om, at sluttiden er nær. Det omfatter både jødiske og kristne ekstremister, der står stille og fredeligt på sidelinjen og hepper på krig og ødelæggelse, så de kan få deres vrangforestillede sluttid.
Pete Hegseth: Verdens farligste zionist
Det pt. værste eksempel på en proaktiv, kristen zionist er den amerikanske krigsminister Pete Hegseth. Som Uffe Jonas redegjorde for i et opslag på Facebook den 7. marts, så lever Hegseth i en fundamentalistisk forestillingsverden. Han er erklæret antimuslim, drømmer om det jødiske tempels genopførelse på Tempelbjerget, og har et korstogssymbol tatoveret på brystet.
Pete Hegseths zionistiske tilgang synes primært at være antimuslimsk. På den måde ligner han alt for mange danske folketingskandidater, der konkurrerer om at hade muslimer og islam mest. Den antimuslimske tilgang er en form for indirekte zionisme, hvor man arbejder for at fremme jøderne i Israel ved at frygte, hade og bekæmpe deres fjender.
Der er en ufrivillig sort og tragisk humor i, at ‘prosemitter’ på den måde gør sig skyldige i principielt det samme som de berygtede ‘antisemitter’. Vi ser det også i valgkampen nu, hvor folketingspolitikerne står i kø for at beskylde kritikere af de prozionistiske krigsforbrydelser for at være ‘antisemitter’. Ikke engang et dokumenteret folkedrab kunne få holdningen til at vende: Det er altid synd for jøderne, og muslimerne er altid de onde.
Venstre har ifølge Kristeligt Dagblad nu foreslået, at flere muslimske elever skal på besøg i Auschwitz “for at gøre op med det voksende jødehad”. Så længe zionisterne fortsætter med at myrde uskyldige muslimer, så er det i bedste fald en dårlig symptombehandling. Der er desværre ingen folketingspolitiker, der tør foreslå en årsagsbehandling i form af et opgør med den proaktive, militante zionisme. Jeg tvivler på, at det skyldes uvidenhed. Det er snarere et bevis på, at den jødisk-zionistiske lobby også i Danmark har haft alt for stor succes, og der er ingen konkurrerende lobby med tilstrækkeligt kraftfulde modargumenter og penge i ryggen.
Relateret: