SF-sagen afslører den krænkede kvindes uretfærdige magt

Sagen mellem den påstået krænkede kvinde Lotte Kofoed (f. 1987) og den påstået krænkende mand Thomas Nystrøm (f. 1979) afslører kvinders dybt uretfærdige magt i MeToo-sager.

Medieomtalen af sagen viser også, at det stadigvæk er tabu at påpege det kønsdiskriminerende og uretfærdige i MeToo-sager. Heteroseksuelle hvide mænd må ikke omtales eller opfattes som ofre, og de har i hvert fald ingen ret til et fair forsvar i den slags sager, synes at være den syge holdning. Vi har ingen ret til medfølelse og retfærdighed, når en kvinde går på hævntogt, fordi hun føler sig krænket over, hvad der muligvis også i dette tilfælde er helt normal og lovlig heteroseksuel adfærd fra en liderlig mand under påvirkning af alkohol på et dansegulv til en fest, hvor han danser med en kvinde, han i forvejen har et intimt forhold med.

Sagen viser også, at “den onde mand” ikke har andet at gøre end at beklage så dybt som muligt og bede om tilgivelse, hvis han vil tilbage fra det kummerlige liv som arbejds- og hjemløs udstødt af MeToo. Det er i hvert fald den strategi, Thomas Nystrøm gør brug af nu, hvorved han på en måde forråder alle andre mænd i lignende situationer. Han kunne have valgt at stå fast på sin ret til at udtrykke liderlighed og samtidig respektere kvinders ret til at give ham en lussing, hvis de ikke kan lide hans hånd på balden under dansen. Nu virker det som om, at den er helt galt med kommunikationen mellem kønnene, hvad den åbenbart også er, og dét er en stor tragedie for både kvinder og mænd, da problemet desværre ikke er afgrænset til SF. Det er i øvrigt værd at bemærke, at ifølge Thomas Nystrøm så havde han og Lotte Kofoed haft et intimt forhold, så hans hånd på balden eller i trussen under den (selv)morderiske dans har ikke været målrettet en for ham intimt helt ukendt kvinde.

Hvis Thomas Nystrøm havde gjort noget rigtigt alvorligt dengang for seks år siden, hvorfor har Lotte Kofoed og de angiveligt andre SF-kvinder så ikke anmeldt ham til politiet for blufærdighedskrænkelse eller lignende? Dermed kunne manden have fået mulighed for at forsvare sig ordentligt og fået en retfærdig i stedet for en uretfærdig straf. Det oplagte svar er, at de krænkede kvinder udmærket ved, at han i lovens forstand intet strafbart har gjort, så de bruger deres følelser som våben i stedet for. Vi har altså at gøre med et parti, hvis medlemmer forveksler følelser med handlinger, og de sidder nu i regeringen. Det er en anelse skræmmende for at sige det mildt og ikke-krænkende. Spørgsmålet er også, hvad Lotte Kofoeds reelle motiver er for nu igen at beskylde Thomas Nystrøm for krænkelser. Ville han ikke have hende? Følte hun sig vraget og forsmået? De spørgsmål er også tabu, selvom forskning har vist, at det ofte er den type følelser, der motiverer kvinder til falske anmeldelser.

SF-boss Pia Olsen Dyhr, der nu har genansat Thomas Nystrøm, efter han for seks år siden blev fyret fra SF på grund af kvindernes følelser, afslører, at hun ikke er i stand til at finde ud af, hvad hun mener om noget og så stå fast på det. Hvis hun virkelig mente, at han havde opført sig så forkert dengang for seks år siden, så ville hun ikke have genansat ham. Hendes adfærd afslører, at hun dengang gav efter for kvindernes følelser, og mandens kompetencer er nu mere værd for hende som minister end at stryge de krænkede kvinder med hårene. Stadigvæk er der ingen, hverken bossen, manden eller kvinden, der tør sige det åbenlyse: Vi er faret vild i MeToo-junglen. Problemet er selve MeToo-krænkelseskulturen, der gør det farligt at være mand, og som har givet kvinder et politisk-psykologisk våben, som de ikke er trænet til at benytte forsvarligt.

Relateret: