Frimurerne modsiger sig selv (men de ofrer ikke børn)

Jeg forklarer her, hvordan frimurerne er organiseret på en måde, der går stik imod deres højeste spirituelle princip.

Frimurerne er et verdensomspændende, etisk broderskab, der arbejder med personlig udvikling, moral og filosofi gennem ceremonielle indvielser og faste ritualer. Det er ikke en religion eller et politisk parti, men et lukket esoterisk læresystem, hvor medlemmerne (kaldet brødre) mødes i lokale afdelinger, der kaldes loger. Det moderne frimureri opstod i England i begyndelsen af 1700-tallet og har rødder i middelalderens sammenslutninger af rejsende stenhuggere og bygmestre. Det har også rødder i kirkens store magt i middelalderen, der tvang spirituelt interesserede i at gå under jorden med deres studier og praksisser.

Frimurerne er en hierarkisk opdelt loge med hemmeligheder. I Danmark er der 11 grader. Andre steder er der 33 grader, men princippet er det samme: Ved hver grad bliver medlemmet indviet i en ny hemmelighed, indtil de til sidst når frem til den højeste eller dybeste hemmelig på 11. eller 33. grad. Det første optagelsesritual til den første grad omfatter, at man sværger troskab til døden overfor logen og dens hemmeligheder. Det er voldsomt og i skærende kontrast til frimurernes højeste etik.

Der er mange konspirationsteorier om frimurerne, der dels kredser om logens store, globale og udemokratiske magt og dels, at de er onde satanister, der ofrer og spiser børn. Mens der er god dokumentation for den første opfattelse, så er den anden opfattelse baseret på misforståelser af, hvad frimurernes højeste, dybeste hemmelighed er, og hvad “Satan” reelt repræsenterer.

Lucifer er den højeste

På det sidste trin bliver man som frimurer indviet i den dybeste hemmelighed om Lucifer som den højeste. Fiktion og populærkultur har i mange år skabt en opfattelse af Lucifer, der er meget anderledes, nærmest modsat, af hvad rigtige luciferianere selv opfatter Lucifer som.

Luciferianisme er en spirituel filosofi og livsanskuelse, der betragter Lucifer som et positivt symbol på oplysning, uafhængighed og menneskelig udvikling. I modsætning til traditionel kristendom ses Lucifer ikke som djævlen eller det absolut onde, men derimod som “Lysbringeren” (hvilket er den direkte oversættelse af det latinske navn Lucifer).

Frimurernes hemmelighedskræmmeri giver derfor god mening i en kultur og et samfund, der betragter deres højeste princip som rendyrket ondskab. På den anden side er der stor risiko for, at frimurernes organisation kan misbruges af mennesker med onde intentioner. Det skyldes ikke Lucifer som sådan, men derimod den lagdelte struktur og blinde loyalitet. Den struktur, der oprindeligt var nødvendig for at holde på hemmeligheden om spirituel oplysning, kan være misbrugt af magtfulde personnetværk i en grad og et omfang, som det i sagens natur er ret umulig at optrevle og få overblik over for udenforstående.

Min primære pointe med dette indlæg er at påpege, at frimurerne er organiseret på en måde, der går stik imod deres højeste princip. Viden, åndelig oplysning, radikal individualisme, fri vilje og oprør som dyd (dvs. luciferianske værdier) er det modsatte af underkastelse for logen og medlemmer med højere rang. På den måde ligner frimurerne den kristne kirke, som også i vid udstrækning lykkedes ad helvede til med at vende Jesus’ lære på hovedet.

Som jeg ser det, så repræsenterer Jesus og Lucifer i virkeligheden den samme åndelige etik. Jeg sejler her i samme både som gnostikerne gjorde. Navnene er ikke vigtige. Det, der er vigtigt, er det etiske indhold bag begreber som “Jesus”, “Lucifer”, osv. Frimurerne er en organisation baseret på Lucifer, som de så har vendt på hovedet, mens kristendom er en organisation baseret på Jesus, som de så har vendt på hovedet – i begge tilfælde for at tjene den materielle magtliderlighed, som desværre stadigvæk er den styrende etik i verden.

Lucifer er ikke en guddom, der kræver ofringer (af børn eller af mindre drabelig karakter) for til gengæld at give disciplene en eller anden form for overnaturlig magt eller belønning. Det er heller ikke Satan, der kræver det, selvom der i nyere historie har været “sataniske grupper”, der har praktiseret den form for rituelle drab. Nogle psykopater kan godt lide at bruge “Satan” som undskyldning for deres psykopati, hvilket ikke beviser, at “Satan” har nogen særlig magt på den måde, som de påstår.

Det, mange misforstår som luciferianisme og satanisme, har sin rod i gamle frugtbarhedsguder (såsom Molok og Baal) og transgressionsritualer til styrkelse af hemmeligt sammenhold i grupper af magtfulde mennesker. Det er der formentlig stadigvæk nogen, der praktiserer, men det har ikke noget med frimurerne og Lucifer at gøre. Jeg synes derfor, at konspirationsteoretikere skulle slappe lidt af med deres kritik af frimurerne. Og nej, jeg er ikke blevet medlem. 🙂

Relateret: