Den parlamentariske vej til indførelse af ægte demokrati i Danmark er lang, kringlet og fuld af forhindringer. Hvad er alternativet?
Ifølge § 88 i grundloven skal folketinget og regeringen være enige om en ny grundlov, før proceduren med først nyvalg til folketinget efterfulgt af ny afstemning om samme nye grundlov i det nye folketing efterfulgt af vedtagelse i folkeafstemning kan sættes i gang. Og kun hvis kongen til sidst stadfæster overdragelsen af magten til folket, kan demokrati blive indført.
§ 88. Vedtager folketinget et forslag til en ny grundlovsbestemmelse, og regeringen vil fremme sagen, udskrives nyvalg til folketinget. Vedtages forslaget i uændret skikkelse af det efter valget følgende folketing, bliver det inden et halvt år efter den endelige vedtagelse at forelægge folketingsvælgerne til godkendelse eller forkastelse ved direkte afstemning. De nærmere regler for denne afstemning fastsættes ved lov. Har et flertal af de i afstemningen deltagende og mindst 40 pct. af samtlige stemmeberettigede afgivet deres stemme for folketingets beslutning, og stadfæstes denne af kongen, er den grundlov.
Det betyder, at kongen kan stoppe proceduren både i starten og til sidst, hvoraf den initiale indflydelse via ministrene er den mest effektive.
Det er teoretisk set muligt ad parlamentarisk vej at få indført demokrati i Danmark, men det er en vej med lav chance for succes.
Det er efter min mening nødvendigt med et massivt direkte pres fra folket på både folketinget, regeringen og kongen for at få skred i demokratisagen. Det forudsætter, at en tilstrækkelig stor andel af den danske befolkning når frem til den erkendelse, at Danmark slet ikke er det demokrati, som vi alle er vokset op med at tro, og som vi stadigvæk bliver bildt ind.
Det er svært at forstå, at folk ikke kan indse det, når man først selv har indset det. Her er det vigtigt at huske på, at sådan er det også med alle mulige andre erkendelser. Det er svært at vide noget, før man faktisk ved det, hvorefter det virker selvindlysende, og man håner dem, der mener det samme, som man selv mente indtil i går.
Den ubehagelige proces med at erkende at Danmark ikke er et demokrati kaldes kognitiv dissonans på psykologisk. Danskerne er muligvis det folkeslag i verden, der er parat til de vildeste mentale krumspring for at undgå at gå ind i den ubehagelige mentale proces, som vejen til et sundt samfund kræver af hver enkelt af os. Det grunder i, at de fleste nulevende danskere ikke tidligere har erfaret at blive udsat for store bedrag og overgreb fra autoriteter. Det er altid den første erkendelse af den type, der er den sværeste.
Selvom vi er oppe imod både juridiske og kulturelle forhindringer på vejen, så skal det ikke forhindre os i at tage små, hastige skridt i retning af ægte demokrati, hvor kongen ikke har nogen magt overhovedet. Jeg anbefaler en fredelig proces via appel til gnisten af lys i hver enkelt.
Relateret: