I en ny artikel i Berlingske er det lykkedes mig at få faktuel information ud om det zionistiske falsk flag-angreb på King David-hotellet i Jerusalem i 1946.
Journalist Claes Theilgaard omtaler mig i en ny artikel i Berlingske med overskriften: ‘En kendt filminstruktør og en omdiskuteret imam deler konspirationer om et zionistisk komplot efter angrebet i Berlin‘. Artiklen er desværre bag en betalingsmur, men det skal ikke redde den fra en kritisk analyse.
Jeg er hverken den kendte filminstruktør eller den omdiskuterede iman. Jeg er ham med opslaget, som imamen har delt. Claes Theilgaard udtrykker forargelse over, at jeg har vovet mig til selvstændig kritisk tænkning om det tyske politis arbejde og pressens dækning heraf. Theilgaard er således forarget over, at jeg gør det arbejde, som han som journalistisk på et medie, der identificerer sig selv som kritisk, burde have gjort.
Berlingske bruger selvfølgelig denne underrubrik til at præsentere min argumentation: “»Krammeterapeut« står bag”. Mediet kunne have valgt at kalde mig meget andet end det. Det er derfor svært at opfatte det som andet end, at Claes Theilgaard forsøger at latterliggøre mig. Det kan muligvis hænge sammen med, at det borgerlige mediehus modtager omkring 130.000 kr. om dagen fra Mette Frederiksen, hvorved de er tvunget til lydighed overfor de magtbærende fortællinger i stedet for kritik heraf. Det vil de selvfølgelig ikke indrømme, da de store danske medier lider af en form for transkultur, hvor de identificerer sig selv som noget, de ikke er og ikke kan være i kraft af den gigantiske statsstøtte de modtager med relaterede krav fra både statsministeren og kulturministeren.
Da Berlingske ikke helt kan lade være med at citere mig, når deres journalist faktisk har interviewet mig, bringer de trods alt denne motivanalyse af terrorangrebet i Berlin:
Berlingske har spurgt Peer Brændgaard, hvad han baserer det på, når han påstår, at myndighedernes og mediernes udpegning af Abdul Ballout som gerningsmand er »zionistisk propaganda«.
Til det svarer Peer Brændgaard, at det i hans optik er »Israel og hele den zionistiske sag«, der angiveligt får noget ud af terrorangrebet ved at øge frygten for såvel islamistisk terror som muslimer og indvandrere generelt.
Den næste underrubrik om mig er: “Svarer undvigende på spørgsmål om antisemitisme”. Berlingske prøver derved at antyde, at jeg er antisemit. Det, jeg faktisk gjorde i det telefoniske interview, var, at jeg bad Claes Theilgaard definere begrebet, så jeg vidste, hvad han spurgte mig om.
På den positive side må jeg anerkende Claes Theilgaard og Berlingske for at bringe disse pointer fra mig, der viser begyndelsen på det, der blev den israelske efterretningstjenestes modus operandi:
Peer Brændgaard peger blandt andet på et angreb på King David-hotellet i Jerusalem i 1946. Angrebet fandt sted før staten Israels oprettelse i 1948 og blev udført af en zionistisk paramilitær gruppering ved navn Irgun.
Lederen af Irgun, Menachem Begin, gik senere ind i politik og blev i 1977 valgt som premierminister i Israel.
Jeg er også citeret for at sige, at der er tegn på, at Israel stod bag terrorangrebet mod World Trade Center i New York 11. september 2001. Artiklen springer derefter hurtigt til autoritær position med henvisning til det britiske statsmedie BBC og organisationen ADL, der arbejder for at stemple enhver kritik af Israel og zionisme som ‘antisemitisme’, samtidig med at ADL lobbyer for at definere ‘antisemitisme’ som enhver form for kritik af Israel, zionisme, jødedom eller jøder, hvorved der er tale om et forsøg på sygeliggøre og dermed undertrykke relevant kritik. Der er i hvert fald tale om et partsindlæg, der repræsenterer det zionistiske synspunkt, som Claes Theilgaard her udlægger som en troværdig, neutral ekspertkilde. Det er manipulerende vrøvl.
Dernæst går Claes Theilgaard videre til at håne min opfattelse af, at min falske voldtægtssag ligeledes var en zionistisk operation med henblik på karaktermord.
Da Claes Theilgaard spørger, om jeg ikke er bange for, at min artikel “risikerer at puste til antisemitiske konspirationsteorier” forklarer jeg, hvorfor jeg opfatter de begreber som mobning, som han ikke kan forvente at få et sagligt svar på. Når man kalder noget for “antisemitiske konspirationsteorier”, så er der efter min mening tale om ikke blot mobning men også anvendelse af et psykologisk våben designet til at stemple modparten i en debat som sindssyg i stedet for at dykke ned i substansen i de alternative forklaringer på personfarlig og samfundsskadelig kriminalitet.
Jeg sørgede selvfølgelig for at optage det telefoniske interview, så alle selv kan høre, hvad jeg faktisk sagde og sammenligne det med den færdige artikel. Samtalen, der startede som et interview, ændrede hurtigt karakter til noget, der minder mere om et skænderi.
Du kan høre den optagelse her (varighed: 27 min.):
Relateret:
Du skal være logget ind for at vurdere dette indlæg.