På hebræisk betyder ordet Satan (שָׂטָן – Śāṭān) oprindeligt “modstander” eller “ihærdig modpart”. Nu om stunder opfatter mange Satan som synonym med ondskab. Sådan har jeg også selv opfattet det, indtil jeg blev klogere.
Der er to former for Satan: Den gavnlige og den skadelige. Den gavnlige Satan er den modstander, der tvinger dig til at forbedre dig, f.eks. til at blive skarpere i din argumentation som intellektuel lyskriger. Hvis du f.eks. vil have stærkere muskler, så fungerer håndvægte som gavnlig Satan. “For Satan!” er derfor ikke nødvendigvis et udråb med forbudte skældsord, men en hyldest til den ihærdige modpart, der tvinger dig til at blive bedre til det, som du vil være god til.
Den skadelige Satan er ondskab. Ondskab kan defineres som drivkraften bag lysten til nydelse af andre menneskers lidelse. Følelsen af skadefryd, når det går andre dårligt, er et eksempel på udtryk af ondskab i hverdagen. De fleste af os kender den følelse, og det viser, at den skadelige Satan lurer i os selv lige rundt om hjørnet.
Ondskab kan defineres som drivkraften bag lysten til nydelse af andre menneskers lidelse.
Da Jesus talte om “Satans synagoge”, så kan han meget vel have ment den gavnlige form for Satan. Jesus kritiserede den religiøse praksis i synagogerne, som dermed har fungeret som gavnlig Satan for hans mission, ligesom Jesus har virket som gavnlig Satan for jødernes udvikling af deres religion. Satan afhænger på den måde af perspektiv.
Når mange i dag sætter lighedstegn mellem “satanisk” og “ondskabsfuld spiritualitet”, så grunder det dels i misforståelser af Satan og dels, at den reelt ondskabsfulde spiritualitet er svær at forstå.
Ondskabsfuld spiritualitet har sin rod i de gamle frugtbarhedsguder såsom Molok og Baal. Hvis man mener, at jødedom er ondskabsfuld på den måde, så tager man fejl, da jøderegel nr. 49 lyder: Not to pass your children through the fire to Molech. Molok og Molech er den samme figur.
Ondskabsfuld spiritualitet har også rødder i luriansk kabbalah og Sabbatai Zevi og den åndelige idé, at når Guds udvalgte folk gør onde gerninger (transgression), så renser de verden for ondskab. Der er også rødder til proto-israelitterne fønikerne, der praktiserede transgression med et religiøst og socialt formål om sammenhold og loyalitet i en gruppe af krigere. Transgressionen kunne bl.a. omfatte kannibalisme af nedkæmpede fjender. I disse tilfælde er der ikke nødvendigvis tale om nydelse af andre menneskers lidelse, men derimod om religiøse/spirituelle vrangforestillinger.
Relateret:
Du skal være logget ind for at vurdere dette indlæg.