Kender du det, at være bange for at dø?
Jeg har været bange for at dø hele mit liv. Jeg har været bange for at blive overfaldet, kvalt, dræbt og begravet i et dybt hul. Da jeg var barn, ca. 13 år, havde jeg en nær-døden-oplevelse. Det var den mest beroligende og samtidig mest skræmmende oplevelse, jeg nogensinde har haft.
Min hjerne har, siden jeg var teenager, været meget opfindsom med at skabe store problemer, der trods alt var mindre og især mere håndterbare end at blive pludseligt overfaldet og dø.
Nogle gange bliver store problemer kroniske, fordi deres tilstedeværelse beskytter mod endnu større problemer, så man til sidst slet ikke kan huske eller se de største problemer og trusler.
Sådan har angstlidelsen OCD i hvert fald virket for mig i mit liv. Den har i perioder gjort mig til psykisk invalid, men ikke desto mindre samtidig beskyttet mig mod min dødsangst, som er arret fra de mange overgreb, jeg blev udsat for gennem hele min barndom af de umodne, underudviklede voksne, der burde have beskyttet mig i stedet for at se mig som et pædofilt sexobjekt, der kan trues og straffes til at makke ret og holde kæft med det for evigt bagefter.
Gennem terapi og meditation har jeg langsomt indset og mærket den dybe dødsangst. Jeg tog små skridt i retning af at holde op med at flygte. Jeg indså, at det med at dø er en udfordring for os alle. Det er det eksistentielle grundvilkår, som vi alle prøver at flygte fra på forskellige måder og med forskellig intensitet.
Jeg vover mig derfor til at give dette råd videre til dig: Omfavn døden med hele dit hjerte og hele din sjæl. Accepter fuldt og helt, at uanset hvad du eller andre gør, uanset hvor sundt og sikkert du lever, så vil du også dø en dag. En dag har du taget dit sidste åndedrag. Din krop vil gå i opløsning. Den gode nyhed er, at det ikke gør ondt at dø. Det, der gør ondt, er at leve.
Når du accepterer frygter for døden fuldt ud, så aftager trangen til at spilde livet på forgæves at prøve at undgå døden. På den måde kan det at leve med en form for bevidst bevidsthed om dødens uundgåelighed og natur være det mest befriende og livsfremmende middel.
Når jeg siger: ’Omfavn døden’ så er det ikke bare en intellektuel øvelse eller fornuftsmæssig erkendelse. Jeg opfordrer til hardcore meditation, hvor du gradvist og i dit eget tempo udsætter dig for din vildeste dødsangst.
Du ved, at du gør det rigtigt, når du først ryster af angst, mens du ser døden i øjnene, hvorefter du falder i en dyb ro og livsglæde.
Når du på den måde øver dig i at dø lidt hver dag, så får du lettere ved at hitte på, hvad du så vil bruge din tid på i og med denne krop, før flammen slukkes, og også denne krop dør ud. Måske er det noget helt andet, end du gør nu.
Relateret: