Underspisning kan ligesom overspisning betragtes som en måde at håndtere livets stress på. Hvor overspisning sigter på at dulme symptomerne på stress, så sigter underspisning på at undgå selve livet.
Alle mennesker ved instinktivt, at det er nødvendigt at spise for at opretholde livet.
Hvis man erfarer, at livet er stressende, så kan det motivere til at undgå livet ved at undgå at spise.
Grundproblemet i både over- og underspisning er det samme: livet er stressende. Det svarer til den første ædle sandhed i buddhisme.
Buddhisme tilbyder derimod en markant sundere løsning på stressproblemet. En løsning alle kan gøre brug af også uden at identificere sig som buddhist.
Løsningen er at være med det, der stresser.
Eller rettere: Være den bevidsthed der rummer stress og alt andet.
Betragte livets uundgåelige stress lidt på afstand.
Acceptere uden at undgå.
Mærke uden at holde fast.
Indse, at intet varer ved. Heller ikke stress. Heller ikke det konkrete, der opleves som så ekstremt stressende, at langsomt selvmord via underspisning virker som en god løsning.
Indse, at livet og man selv er meget mere og andet end ubehag og belastning.
Eller med andre ord: Meditere på det.
Relateret:
Discover more from Via Brændgaard
Subscribe to get the latest posts sent to your email.