Alt om meningsagenter

En meningsagent er en person, der arbejder professionelt for at udbrede en bestemt holdning til en sag. Det er ofte ulovligt, men politiet er ligeglade.

Professionelle meningsagenter opererer primært på nettet. Nu hvor AI er blevet så avanceret, som den er, så er de formentlig truet af AI-bots, der hurtigere og mere effektivt udfører den samme opgave, som er at sprede bestemte holdninger i sociale netværk. Og meningsagenterne har næppe en fagforening, der kan forsvare deres arbejdsvilkår overfor de efterretningstjenester, som de arbejder for.

Professionelle meningsagenter arbejder for sager, der opfylder to krav:

1. Uden meningspåvirkning er der stor risiko for, at holdningen vil være negativ, dvs. det er i udgangspunktet en dårlig sag
2. Der er en stor økonomisk magt bag sagen

Jeg stødte først på, hvad jeg mistænker som professionelle meningsagenter tilbage i 2016, da jeg begyndte at ytre mig offentligt og kritisk om den officielle historie om 9/11. Det blev efterhånden tydeligt for mig, at disse personer måtte arbejde for Israel, og desuden havde de alle tilsyneladende været på det samme kursus eller fulgte den samme manual, da det var den samme type retorik, de gjorde brug af på tværs af forskellige profiler og navne.

Nu er Israel igen i vælten, selvom de fleste desværre har glemt at være kritiske om 9/11. Nu handler det for Israel om at forsvare et folkedrab.

Og så har vi corona/vaccine-sagen, hvor meningsagenterne også er aktive og har været det, siden de første kritiske ytringer dukkede op.

Hvordan håndterer man dem bedst?

Det nytter ikke noget at melde dem til politiet for overtrædelse af Påvirkningsloven. Politiet nægter at efterforske de mistanker, i hvert fald hvis det er den israelske eller den amerikanske efterretningstjeneste, som man mistænker for at stå bag. Sagen er nok noget anderledes, hvis det er Rusland eller Iran, man mistænker, men det gør jeg ikke i de sager, jeg har stødt på indtil videre. Man skulle tro, at Påvirkningsloven skelnede mellem forskellige lande, men det gør den faktisk ikke. Sådan er der så meget, der er uretfærdigt.

Jeg håndterer dem nu i to faser:

1. Udstillelse: Jeg udgiver offentlige indlæg, hvor jeg udstiller deres påvirkningsvirksomhed. Nogen gange analyserer jeg indholdet retorisk for at hjælpe andre til at genkende en professionel menigsagent i funktion.
2. Ignorering: Jeg går aldrig i direkte debat med dem på nettet, da man dermed falder i deres fælde, som er en psykologisk fælde, hvor de via provokation håber at fremkalde en følelsesmæssig respons, der afsporer hele sagen. Det vil sige, det gjorde jeg i starten, men så lærte jeg af mine erfaringer.

Mere om meningsagenter: